Henry Notaker's

Norwegian Food Culture

Eilert Sundt:

Harham. Et Exempel fra Fiskeri-Distriktene.

Christiania 1859.

Eilert Sundt (1817-1875) var utdannet prest, men arbeidet f�rst og fremst som samfunnsforsker. Han reiste p� kryss og tvers i Norge og skrev en rekke b�ker om sosiale forhold. Han er regnet som Norges f�rste sosiolog.

---

4. STOR TARVELIGHED

N�r en Harhams tjenestekarl efter den nye skik forlader husbondens arbeide og br�d i v�rfiskets 8 uger, s� kan han jo betragtes som l�skarl i den tid. Og mod l�skarlenes v�sen h�res ofte den mening, at s�danne folk forst� s� lidet at nytte tiden og spare p� det, de erhverve, s� de hverken gavne sig selv eller andre. Med hensyn til denne anke kan det v�re v�rd at agte p�, hvorledes en s�dan Harhamskarl indretter sig med kostholdet, n�r lian under v�rfisket lever som selvfostring. Jeg talte derom f.ex. med en gammelvoxen, trov�rdig tjenestekarl, som, nu 41 �r gammel, havde v�ret med p� fisket fra sit 14de �r og i mange �r havde v�ret styremand p� ottring. Han opgav, hvad han, n�r han var selvfostring, pleiede at anskaffe sig til de 8 ugers kosthold, og tilf�iede det sidste �rs noget h�ie priser, s�ledes:

4 bismerpund kogemel, 1/3 havre og 2/3 byg ..............��� 1 spd.� 40 sk.

1 vog bygmel til kake og lefse ..........................��� 1� -��� 12 �

I vog havremel til fladbr�d..............................��� �� -��� 84 �

Udgift til bagning ......................................��� �� -��� 24�� �

12 m�rker sm�r ..........................................��� 1� -���� �� �

8 m�rker t�rret smalekj�d ...............................��� �� -��� 24� �

(Flesk ikke, heller ikke ost).

1 vog potetes (5 vog p� t�nden) .........................��� �� -��� 24� �

2 kander br�ndevin (3 potter i kanden) ..................��� �� -�� 108� �

6 kander sur melk .......................................��� �� -��� 18� �

(�l og kaffe ikke).

1 p�gl sirup til gr�den p� �Gr�detirsdag�

(Hvide-t.) og lidt ellers ................................ ��� -���� 6� �

Tilsammen� ...............................................�� 5 spd. 100 sk.

Disse opgaver kunne trygt antages som pr�ve p� selvfostringers almindelig madstel. (Se note 60)

Dersom nogen skulde ville gj�re sammenligning med det langt bedre og kostbarere kosthold, som bruges f.ex. af de fiskere, der fra Lister s�ge hen til v�rsildfiskeriet nordenfor Stavanger, m�tte han dog f�rst have sat sig noget n�iere ind i sagen. Og dette kan vel ogs� i andre hen seender v�re umagen v�rd. Derfor lidt omst�ndeligere forklaring endnu.

P� de dage, da veiret tillader fiskeren at drage p� havet (fra kl. 6-7 om morgenen til 7-10 om aftenen), er selvfostringens frokost oftest br�d med melk og sirupssuvI til. P� b�den medtager han i madbommen 4 kaker med p�smurt sm�r, og til drikke har han en kagge vand, m�ske med lidt syre (sur myse), hvis der er overfl�dighed deraf i logishuset. Husets egne folk, som have mere hj�lp af kvindfolkene, s� sig gjerne lavet et slags pandekager af torskerogn, knadet i mel, eller den s�kaldte kamseball, d.e. boller af torskelever og mel. Ellers vilde denne mad ikke v�re tilstr�lckelig p� landjorden; men p� havet bliver der liden tid til at t�nke p� mad. Kveldsmaden best�r af bygmels supe med sm�r og brod samt i begyndelsen potetes og senere hen kogte torskehoveder (�aud�). Hovederne hentes fra den store dunge ved stranden, hvor fisken er bleven sl�.jet og flekket. Der er dog ikke altid overfl�dighed af friske hoveder; thi stundom kan der g� flere dage i rad, hvor uveir forbyder folk at komme p� soen og fiske; men da v�lges de nyeste, de, som regn og sol mindst har virket p�. Selve fisken smager man kun en gang, lidt af det f�rste dr�t; resten skal virkes til klipfisk og bringes til kj�bmanden; den er alts� �lor god� til at spises. Styremanden, som ikke alene styrer b�den, men ogs� det br�ndevin, som h�rer b�dlaget til, skj�nker stundom p� stygveirsdage en dram til frokosten og stadigt en dram til kvelds; er det ikke selvfostringskarle, men husbondens egne folk, f� de dog oftest noget opvarmet �l; efter h�rdt arbeide kan der vanke en dram istedet, eller efter h�rdt arbeide og lykkelig fangst tillige kan b�de husmoderen varme �llet og husbonden tr�kke korken af flasken. Men det er, som sagt, ikke alle dage, man er p� soen; det er kanske ikke mere end 20 dage af de 8 uger eller 48 arbeidsdage. (se note 61)

P� de andre dage eller hjeml�gedagene kan bespisningen v�re s�dan: frokost: som f�r n�vnt; middag: supe samt hoveder og potetes (ikke sm�r og br�d til); kveldsmad: som f�r n�vnt. Om s�ndagen nydes til frokost eller, lidt senere, til midmorgen (memorgo): hoveder med sm�r og brod, til middag eller lidt senere, non: m�lje p� fedtet af aftensupen, dertil fremdeles hoveder, til kveldsmad: kj�d og kj�dsupe med potetes og br�d. S�ndag morgen skj�nker styremanden en dram, men ellers ikke p� landl�gedage.

Omtrent s�ledes som selvfostringkarle lever ogs� selve husbondsfolket, dog m�ske lidt bedre, is�r formedelst den bedre kvindfolkhj�lp. S�ledes kan der til afv�xling istedetfor torskehoveder engang imellem laves ball eller boller af saltet seid, som hakkes sammen med raspede potetes samt mel og melk, eller af torskerogn og mel kan laves boller af det slags, som kaldes kumper-d�ser. Fremdeles kan ogs� den omtalte m�lje til s�ndags-middag gj�res federe ved at have smeltet talg i (lysetalg).

Men n�r jeg - for at komme tilbage til beregningen over selvfostringens kosthold - teller efter de mange m�ltider med torskehoveder, og n�r jeg regner som man sagde jeg m�tte gj�re mindst to hoveder til hvert m�l, s� bliver det for hele fiske-tiden mindst 150 hoveder - en ikke ringe m�ngde mad. Skulde de v�rds�ttes efter salgsprisen p� denne i fisketiden s� overfl�dige vare, s� blev det rigtignok kun 24 til 30 skilling; (se note 62) men et hoved af bedste slag skal n�re omtrent som en saltet sm�seid, s� hine 150 hoveder svare omtrent til 3/4 t�nde saltet seid eller til en pengev�rdi af omkring 96 sk., hvilke skillinger alts� skulde l�gges til den f�r angivne pris p� kostholdet i de 8 fiskeuger, nemlig omkring 5 spd.

S� tarveligt lever alts� selv en l�skarl. Dog vil jeg ikke netop rose ham derfor, som om han heri udm�rkede sig fremfor andre. Det er bygdeskik her p� disse kanter. Den velst�ende bonde lever ligedan, og det hele �ret om. Det vilde dog falde for vidtl�ftigt, om jeg gav mig til at beskrive �rets kosthold, og det vil v�re nok at have seet, hvorledes der leves under den besv�rlige drift af et av Norges �rige� fiskerier.

6. BRYLLUPS-SKIKKE

N�r �en mands s�n� (dette udtryk giver tilkjende, at her skal tales om g�rdmands-familier) har hu til �en mands datter� og har f�et tanke om, at hun har godhed for ham, s� taler han f�rst med sine for�ldre om sit �nske. R�de for�ldrene fra, s� er det ikke videre; her stiftes vist yderlig f� forbindelser mod for�ldrenes r�d. Men nu foruds�tte vi, at for�ldrene samtykke. S� bliver �en agtendes mand� form�et til at v�re �kvemmelsmand� (se note 72) og b�re guttens bud til pigens for�ldre. Han begj�rer ikke svar, beder dem kun at bet�nke sagen p� det bedste og lader et ord falde om, hvad tid omtrent han vil komme igjen for at �gjentage budet�. Ved dette kv�mmelsmandens andet bes�g ville vi antage, at han f�r et gunstigt svar om et forel�bigt ja. Dette kan v�re skeet om h�sten, og det er gjerne tanken, at bryllupet skal st� n�ste �r. Engang i julen (eller almindelig sagt: i den jul, som er n�rmest f�r bryllups-�ret; thi det h�nder undertiden, at der g�r mere end et �r mellem den forel�big aftale og brylluppet) - alts� engang i julen holdes �frieri�. Gutten og hans fader og nogle sl�gtninger eller naboer (gjerne deltagere i b�dlaget) og blandt dem f�rst og fremst kv�mmelsmanden, en 6-8 mand i alt, reise en l�rdag hen til pigens for�ldre. Disse ere iforveien underrettede om bes�get og have p� sin side samlet et lignende antal af sl�gt og venner. I dette lag, som kaldes �Omtals-�llet� og varer til ud p� mandagen, bliver frieriet endelig fremf�rt og trolovelsen sluttet; f�rst gj�res mellem de allern�rmeste en n�iagtig aftale om visse bryllups-vilk�r, og derefter (jeg tror: ved slutningen af et af de st�rre m�ltider) skrider man til den endelige forretning: kv�mmelsmanden tager ordet, bekjendt-gj�r de aftalte vilk�r for de tilstedev�rende vidner og henvender sig til de unge: s�som og efterdi I nu have r�df�rt Eder med Gud og sl�gt og - - mere end en mand har sagt mig, at han ret m�tte presse l�berne sammen eller skyndsomt trykke huen for �inene, da disse eller lignende ord henvendtes til ham og hans brud. Nu give de to hinanden h�nderne, fader og moder sl� imellem og alle andre liges�. Rimeligvis g�r �l-sk�len rundt nu, og nu t�nker jeg det er, at gutten tager frem de gaver, han efter skik og brug har bragt med til omtals-�llet: en hue til faderen, et godt t�rkl�de til moderen, forskjellige ting til pigens s�dskende og husets tjenere og endelig til bruden selv et skrin, hvori der, foruden t�rkl�der og b�nd, bor v�re et par s�lvringe og 10 til 20 s�lv-dalere eller flere, eftersom gutten er karl til. - Jeg talte om visse vilk�r, som m�tte aftales for trolovelsen. I oldtiden var det s�, at der sluttedes et slags handel (kaup), idet det blev vedtaget, hvad hjemmegave pigen skulde f� med sig, og hvad tilgave brudgommen skulde l�gge imod; og jeg spurgte efter, om s� var brug endnu. Men man svarede mig, at s�dan aftale var overfl�dig, s�som formues-omst�ndighederne p� begge sider vare bekjendte iforveien, s� det kunde vides, f.ex. hvad udstyr bruden vilde f�, og hvad arv der kunde ventes efter hendes for�ldre. Men det er dog tildels brug, at der f�r trolovelsen gj�res aftale om, hvad hver skal have efter den anden i tilf�lde af d�delig afgang f�r �gtevielsen; (se note 73) fremdeles m� der gj�res aftale om, hvor brylluppet skal st�, og hvem af f�drene der skal bekoste det, eller om begge f�drene kanskje skulle bekoste det i f�llesskab. Det er dog nok regel her, ligesom jeg h�rte det noget omst�ndeligere i andre af S�ndm�res bygder, at brylluppet bekostes af pigens fader, og dette udl�g (�bryllupskost�) betragtes som hendes arv eller en del af arven. Har en mand f.ex. 3 d�ttre, og har han i levende live giftet 2 af disse bort med en udgift af 70 spd. for hver, s� f�r den 3die datter det samme bel�b forlods af arven efter hans d�d. Det skal ogs� strax nedenfor sees, hvorledes denne �bryllupskost� bliver en v�sentlig medgift eller indt�gtskilde for de nygifte.

En 8 dages tid efter dette omtals-�l eller frier-stevne pleier pigen med et lignende f�lge som gutten reise hen til dennes for�ldre �for at se sig om�, helst hvis hun siden skal bo p� disse for�ldres g�rd. Ogs� her er man underrettet om bes�get og har forberedt sig p� et lidet gj�stebud, og pigen har ligesom gutten adskillige gaver med til kj�restens for�ldre og s�dskende, buer, forkl�der, bestetr�ier, buxe-s�ler, vanter, samt til ham selv en brudgoms-skjorte m.m.

Ud p� v�ren flytter pigen gjerne til sin tilkommende mand, for at overtage husbestyrelsen sammen med ham, og ved St.-Hanstider st�r brylluppet. Da har man bedst tid, og da er det mindst at befrygte, at styg-veir skal hindre kirkef�rden p� den bestemte dag; ja, s�dant styg-veir kunde, som en bet�nksom mand gjorde mig opm�rksom p�, gj�re et andet slemt sk�r i beregningen: kanske der ikke kunde komme folk nok til brylluppet, og da gik man glip af sk�lpenge, eller kanske bryllups-gj�sterne kunde blive liggende veirfaste i bryllups-huset, og da vilde der medg� for meget mad og drikke i forhold til de betalte sk�lpenge. (se note 74)

Ja sk�l-penge! Den hele anordning af brylluppet f�r sit pr�g netop formedelst disse sk�l-penge. Det viser sig allerede ved indbydelsen til bryllup. Her er ikke s�dan indretning som i mange indlands-bygder med bedelag eller en vis kreds af nabo-g�rde, som deltage i de forefaldende huslige fester. N�r her p� Harham skal bydes til bryllups, s� begive begge svigerf�drene sig ud i egen person og ops�ge sl�gtninger, tildels s� langt ud som til trem�nninger, samt de naboer og kjendinger, som de selv eller som bruden eller brudgommen engang i tiden have drukket bryllup hos - at sige, hvis de ikke bo s� langt borte, �at det ikke kan l�nne sig at reise efter dem�. (se note 75) Hvor mange gj�ster der skal bydes, det afh�nger af, hvor mange t�nder �l o.s.v. man har laget til. Man beh�ver ikke altid at indbyde den hele familie; stundom stiles indbydelse kun til enkelte personer; det frygtes ikke, at nogen vil forn�rmes over at blive forbig�et; det antages tvertimod, at de fleste helst ville slippe for indbydelsen for ikke at betale sk�lpenge.

Bryllups-gj�stebudet varer regelm�ssig tre jevnd�ger, fra l�rdag eftermiddag til tirsdag middag. Til et bryllup blev der brygget op 6 tdr. malt (af hver t�nde 4 anker godt �l, 4 anker ringere og en del tyndt �l, hvilket sidste g�r til husholdningen) og anskaffet 2 tdr. almindeligt br�ndevin, 1 anker aquavit og 10 kander (30 potter) fransk br�ndevin. Efter sluttet lag var tilovers 1/2 td. br�ndevin og nogle anker �l. Det hele bryllup kostede n�r 150 spd., men gj�sternes antal var ogs� omtrent 250, og sk�l-pengene bel�b sig til 408 spd. (se note 76) Dette var vel et af de allerst�rste bryllupper; et ganske almindeligt bryllup derimod Koster mindst 60-70 spd. og indbringer 100-120 spd. Og imellem disse to yderligheder m� vi alts� t�nke os tingen i de fleste tilf�lde. Dette m� fremdeles anm�rkes som en regel med alle disse sk�l-bryllupper, at skj�nt for�ldrene bekoste dem, s� tilfalder dog indt�gten helt og holdent de nygifte, og det lokkende ved denne bryllups-skik ligger egentlig deri, at for�ldrene med en mindre udgift kunne skaffe b�rnene en st�rre indt�gt.

Da en bonde engang meget udf�rlig havde fortalt mig, hvorledes han havde v�ret med at byde gj�ster til sk�l-bryllup for et af sine b�rn, og da jeg yttrede, at det hele v�sen syntes mig aldeles uv�rdigt, s� han noget forundret p� mig og svarede som s�: Nu havde han i �renes l�b drukket bryllup hos mangfoldige og betalt store penge, s� han havde ret til at kr�ve gjengj�ld - skulde han da give slip derp�? Ja, han forsvarede sin sag yderligere s�ledes: Da han selv for omtrent 20 �r siden blev gift, fik han i sk�len 110 spd.; men siden har han m�ttet v�re bryllups-gj�st hos alle dem, som da vare hans gj�ster, og eftersom fiskerierne have givet godt udbytte, er taxten for sk�lpenge stegen, s� han har betalt ud igjen meget mere, end han da fik. (se note 77)

Det kan v�re v�rd at betragte denne sk�l-skik lidt n�iere. Lad brudefolkenes for�ldre bekoste et bryllup for 100 spd., og lad s� sk�len indbringe de nygifte 200 spd. Det ene 100 spd. kunne vi betragte som en gave af for�ldrene; det andet 100, som de have gj�sterne at takke for, er at anse som et l�n, en gj�ld, som de hele sin levetid igjennern have at betale afdrag p� og det med h�ie renter og p�l�bende omkostninger. De m� nemlig betale, som om de af de fremmede havde f�et ikke 100, men 200 spd. - eller mere, hvis taxterne for sk�lpenge i �renes l�b stige. Dette er dyrt l�n. Det indse ogs� alle. Men alligevel herske dette l�ne-system hele S�ndm�re over, og det falder virkelig vanskeligt at komme udaf det. (se note 78) At den, som skylder disse penge, m� fare til bryllup til sine kreditorer, derom kan der nu ikke v�re mere end en mening; forandringen kan kun ske derved, at den, som har ret til at kr�ve sk�lpenge, opgiver sin ret. Men et r�d derom er lettere at give end at f�lge. Med i 100 spd. i sk�lpenge har man ialfald indtil de senere tider kunnet bygsle sig en ganske anseelig g�rd; at sl� vrag p� dem kunde da i mangt et tilf�lde v�re det samme som ikke at bygsle nogen g�rd og ikke at f� noget levebr�d og ikke at holde bryllup heller. - Kanske n�r alt kommer til alt, tor den besynderlige udartning af sk�l-bryllupper, som netop i S�ndm�re er s� p�faldende, h�nge sammen med den omst�ndighed, at ikke mindre end halvdelen af fogderiets samtlige g�rdm�nd ere ikke selveiere; men bygselm�nd, et forhold, som ellers ikke p� langt n�r finder sted i noget fogderi i det sydlige Norge. Denne omst�ndighed t�r i det hele v�re b�de tegn p� og virkning af og �rsag til en vis forknythed, vedh�ngen ved det gamle, mangel p� foretagelses-�nd. I bygder, hvor jordegodset er selveiendom, der kan den tiltr�dende bruger optage et bankl�n p� sin g�rd og slippe for det kostbare og endel�se sk�lpenge-l�n. (se note 79)

Dog, jeg vender tilbage til Harham. Det nu fortalte gj�lder n�rmest det tilf�lde, at �ldste s�n i et velstands hus bliver gift for at overtage sin faders g�rd. I andre tilf�lde falder det i et og andet stykke noget anderledes. Med hensyn til yngre s�nner kan det m�rkes, at de ofte indg� �gteskab med enker. N�r en g�rdmandskone bliver enke, s� pleier hun overveie med sl�gtninger og lagv�rge, om hun b�r opgive g�rdbruget eller forts�tte dermed. Befindes dette sidste r�deligt, s� er dermed forst�et, at hun b�r gifte sig igjen. Herefter have nu de unge karle at rette sig. En og anden af disse kan stundom (og heri syntes jeg at se et meget gammeldags tr�k) f� et �ringe menneske�, en betlerkone eller s�dan en, til at gj�re sig et erinde hen til enken og i hemmelighed udforske hendes mening om karlen. F�r han p� denne m�de h�b, s� g�r han selv - ikke til enken, men til lagv�rgen, og efter dennes r�d kan det ske, at partiet kommer istand - p� denne m�de kan det ogs� tr�ffe, at en af de mange tjeneste-drenge kan blive bosat mand i Harham.

Det er overhoved yderst p�faldende ikke alene her i Harham, men ogs� l�ngere inde i S�ndm�re, hvor mange ungkarle der blive gifte med enker, og det ofte ganske unge karle med meget gamle enker, 50 �r og derover. (se note 80)

N�iagtige t�llinger efter ministerialb�gerne have viist mig, at s�danne tilf�lde ere us�dvanlig hyppige her. En omst�ndelig fremstilling heraf vilde dog falde for vidtl�ftig. Kun en bem�rkning: man kunde tro, at det for Harhams vedkommende var en f�lge af, at s� mange gifte m�nd der omkomme p� s�en; men at det alligevel ikke er s�, det skj�nnes deraf, at et lignende misforhold finder sted ogs� i de indre bygder, hvor dog ulykkestilf�lde ikke ere s� hyppige. Og dette misforhold er gammelt her i egnen; allerede den oftere n�vnte forfatter Str�m klager derover.

Et andet besynderligt forhold er ogs� det, at i Harham som ellers i S�ndm�re sees der at v�re us�dvanlig mange �gteviede par af gamle enkem�nd og enker, begge over 50 �r p� deres bryllupsdag. Det er mest k�rfolk, som s�ledes sl� sig sammen, og �rsagen t�r vel ofte v�re den, at de finde sig mindre vel behandlede af den familie, de skulde nyde k�r og pleie hos.

Sluttelig skal jeg fort�lle lidt om, hvorledes det har sig med tjenestefolk p� Harham, is�r de fra fremmede bygder, n�r de skulle fri og holde bryllup. Siden de ere s� langt borte fra for�ldrene, kan der ikke videre t�nkes p� at indhente disses r�d og samtykke; de m� da forlove sig p� egen h�nd, uden nogen kv�mmelsmands mellemkomst. Men - og dette bliver ligesom et omtals-�l for dem - i julen n�rmest for deres bryllup reise de to sammen ind til Vatne eller Borgunds sogn eller hvor det nu kan v�re, at pigen har sine for�ldre. - Der er gjerne flere tjenere, som i juletiden skulle hjem i bes�g, og de, som have hjemme ved samme fjord, forene sig i en sexr�ing, og en for en s�ttes de af, indtil den sidste farer til Harham. Imidlertid har det kj�restepar, som var med b�den, feiret sin trolovelsesfest hjemme hos for�ldrene, rimeligvis i al simpelhed. (se note 81) - Selv da n�r s�danne unge folk ere bestemte p� strax efter brylluppet at bos�tte sig i en anden bygd, holde de dog gjerne brylluppet her p� mere pengetomme fjord-distrikter. De m� selv s�rge for �l, og hvad andet der skal til; men er det en afholdt tjener, s� overlader husbonden ham gjerne sit husrom og drikker bryllup hos ham med kone og b�rn, og andre b�nder i nabolaget kunne lade en s�n og en datter for�ge gj�sternes og sk�lgivernes tal, og fordums medtjenere mangle ikke. Der kan da med forholdsvis liden udgift samles en sk�lgave p� 30-40-50 spd. (se note 82) Men det er jo ikke alle de fremmede gutter og piger, som det g�r s�; adskillige vende vel i uforlovet stand tilbage til sine hjembygder, enkelte piger endogs� (fra hovedsognet) med et barn p� armen. Og nu kan det g� op og ned (se note 83) og kanske de omsider skulle holde bryllup p� den kummerlige m�de, at de - fremdeles uden velst�ende for�ldres hj�lp selv m� gj�re udl�g til br�ndevin o.s.v. for at tjene nogle sk�lpenge. Det vil falde dem vanskeligt at f� samlet gj�ster; thi man kan ikke synderlig vente at f� sit udl�g i sk�len erstattet senerehen af s� fattige folk. Derfor kan det h�res ved kirkerne i Borgunds og �rskougs pr�stegj�lde, at den netop viede brud g�r omkring blandt den forsamlede kirkealmue for at vinde en og anden som gj�st til sit brudef�lge. H�r - nu tr�ffer hun en kjending, en pige, som hun veed har r�d til at give nogle mark, og i det bl�de s�ndm�rske m�l og med en stemme, som rober forsigtighed og bet�nksomhed, f�res f�lgende samtale:

   Bruden. �, god dag.
   Pigen. A, Gud sign dig.
   Br. Hvor st�r det med dig'?
   P. �, jo tak vi tusle med helsen. � til lykke!
   Br. �, du har vel ikke villet gj�re s�; vel og komme i brylluppet vort?
   P. �, jeg veed ikke, hvor det kan lage sig.
   Br. � jo, du m�; se til at gj�re s�; vel - vi har laget s� meget til og f�r s� lidet folk, s� jeg veed ikke, hvor det kommer til at g� med os.
   P. Du skal have tak for budet men jeg kan ikke tro, det kan lage sig s�.
   Br. � jo mi sann - du lyt pr�ve at gj�re s� vel. - Det blir vel ikke s� l�nge, f�r du tr�nger selv - s� skal vi drikke �t dig!
   P. �ja, jeg skal se til da. Er det s�, at jeg f�r lov!
   Br. A ja, du skal have tak det var vel. (se note 84)

Men trods s�danne overtalelser h�nder der dog nu og da, at folk lide tab ved sin bryllups-tilstelling, netop s�danne fattig-folk, som mindst kunne t�le tab. Derfor er der ogs� - og det er ikke s� f� - exempler p�, at folk i Borgund og �rskoug, m�ske ogs� i Harham, ganske have opgivet tanken om sk�l-bryllup. Hvorledes g�r det da til? Jo, oftest s�, at parret lader sig �gtevie p� samme s�ndag som et andet lykkeligere brudepar og s� fra kirken af slutter sig til dettes f�lge og deltager i bryllupet som gj�ster og selv betaler sk�lgave - thi s� fattige m� de ikke v�re, at de ikke skulde have r�d til det heller. Snarest bruges m�ske denne m�de af gamle folk, som blive opgifte. S�ledes i f�lgende tilf�lde: En gammel k�rmand blev enkemand og giftede sig igjen med en k�renke, som var s� gammel, at hendes �ldste s�n var spillemand i brylluppet; s� d�de manden, og hun, som nu var enke anden gang og meget over 50 �r gammel, med 6 voxne b�rn fra f�rste �gteskab, blev gift tredie gang med en ganske ung person (lidt over 30 �r), og dette brudepar gav sig ind i et andet bryllup, hvor de naturligvis behandledes i alle dele som et brudepar no.2. Jeg h�rte det altsammen fort�lle at dem selv og mindes endnu dette tr�k, at brudens s�nner og d�ttre vare tilstede i brylluppet som hendes medgj�ster, og alle gjorde de naturligvis beskjed for sig med sk�l-gaver til husets brudepar.

For ydermere at l�gge den rette skygge i skildringen af den s�ndm�rske skik med sk�l-bryllupper m� jeg endnu anf�re en sammenligning. Jeg skulde tro, at sk�l-bryllupper have v�ret i brug alt landet over, s�ledes da ogs� i de �stlandske bygdelag, Romerike, Gudbrandsdalen o.s.v. Men her er dog skikken i den senere tid p� de fleste steder enten afskaffet eller ogs� i st�rkt aftagende, og desuden lader det til, at det ikke s� almindeligt og kjendeligt har v�ret lagt an p� at tjene penge ved den huslige fest; s�dant synes nemlig ikke at stemme med den t�nke-m�de og det sindelag, som kom tilsyne ved andre leiligheder: ligf�rd blev nemlig ogs� h�itideligholdt med et fast lige s� stort og kostbart lag (grav�l); der blev (rigtignok en overdrivelse p� en anden kant) brygget og baget og hentet br�ndevin fra byen o.s.v., s� liget desformedelst ofte m�tte v�re oven jorde hele 14 dage, ja 3 uger og her blev dog ikke givet i sk�len eller tjent en skilling. Men hvorledes har det sig p� S�ndm�re med disse grav�l, som ingen penge-indt�gt give? De holdes slet ikke. Allerede i Harharn m�tte jeg studse ved at se af ministerialbogen, at de afd�de almindeligvis ere begravne efter 3 dages forl�b (ministerialbogen angiver nemlig b�de d�ds- og begravelses-dagens datum). Og i de n�rmeste fastlandssogne Vatne og Skoue, hvor jeg talte n�rmere efter, fandt jeg, at de i �rene 1853 til 1855 afd�de 93 personer vare blevne begravne s�ledes:

���� efter 2 dages forl�b ..............� 10

������ -�� 3�� -���� -��� ..............� 31

������ -�� 4�� -���� -��� ..............� 24

������ -�� 5�� -���� -��� ..............� 18

������ -�� 6�� -���� -��� ..............�� 8

������ -�� 7�� -���� -��� ..............�� 1

��� ���-�� 8� eller flere ..............�� 1

������������������������� ����tilsammen� 93

Med en besynderlig hast bringes alts� den d�de i jorden; f�lget best�r kun af dem, som skulle ro og b�re og grave graven op og igjen kaste den til; n�re sl�gtninger, ja s�nner og d�ttre af den afd�de kunne m�ske bo p� den n�rmeste � og ikke blive vidende om d�dsfaldet, f�r alt er forbi. P� n�rmeste s�ndag efter, n�r pr�sten skal kaste jord p� graven, pleie sl�gtninger og venner v�re tilstede ved denne h�itidelighed; men er der derefter nogen samling i s�rgehuset, s� er det nok i den aller tarveligste stil og ikke at ligne ved hine grav�l. (se note 85)

---

7. SELSKABS-SKIKKE

N�r man reiser med dampskibet langs de Bergenske kyster, ser man hist og her p� en embedsg�rd eller et handelssted en vakker samling af hvidmalede huse; men rundt omkring sees klynger af lave, mosgroede, torvt�kte huse, man skjelner dem vanskelig fra de gr� firkantede klippestykker, som fra det n�re fjeld ere rullede ned p� marken, og det sp�rgsm�l p�tr�nger sig beskueren: Er der ogs� s� stor forskjel i beboernes k�r og s�der som i husenes anseelige og uanseelige ydre? og hvorledes har egentlig folket det under torvtagene, dette folk, som dagen igjennem m� f�rdes ude i storm og v�de, med m�ie og fare, og hvem man s� s�re kunde unde al den hygge, som en lun og venlig og trivelig stue kan skj�nke?

Nu, p� Harhams-�erne fik jeg god anledning til at overveie disse sp�rgsm�l; thi her er netop s�danne husklynger. For det meste er der nemlig temmelig mange opsiddere p� hver g�rd, og g�rdens huse st� gjerne meget t�t sammen p� lidet rum. �rsagen er vel n�rmest den, at her er kun f� gode havne eller bekvemme steder til at anl�gge b�dst�d og naust, og er der nu i n�rheden af g�rdens strandsted en tomt, som ligger lidt i ly, s� tr�ngte alle familier sig sammen der med sine stuebygninger, madboder, f�huse, svinebol. P� flere g�rde s�gte jeg aldeles forgj�ves efter tegn p� omtanke ved denne husenes sammenhobning.

Gj�dsel-dungen af den ene bondens f�hus kan v�lte sig n�r hen til den anden bondes stued�r. Meget almindeligt sees ogs� strax udfor stued�ren en dunge af s�regen styg beskaffenhed: forr�dnende fiske-slog og andet affald fra huset. Og der er en egen skik med disse dunger: der er gravet en grube i jorden, jeg veed ikke, hvor dyb, men nogle alen bred, og den er stensat som en br�nd. Disse gruber tp�mmes vel en gang for �ret, n�r indholdet skal bruges som gj�dsel; men jeg s� dem fyldte, s� det v�mmelige indhold tildels fl�d udover. Ukjendte folk b�r derfor ikke g� i m�rke mellem husene, og selv med dagslys og i t�rveir kan det v�re vanskeligt at g� t�rskoet mellem alt dette bl�de og flydende. Jeg mindes vel, hvorledes jeg p� en stor g�rd tog mig for at bese det hele anl�g p� det n�ieste for at unders�ge, om der dog ikke var anvendt nogen omhu p� at lede rendestens-vand og anden uhumskhed bort; men jeg fandt intet tegn dertil, undtagen hine gravede og stensatte gruber. Hertil kommer, at om sommeren og h�sten er fast hver husv�g og desuden mange hjelde t�t omkring husklyngen beh�ngte med seid og sild og anden fisk, som skal t�rres, at hver madbod og hvert madkammer gjemmer store m�ngder af lindsaltet og derfor sur og ildelugtende fisk, og at torven, det eneste br�nde her, uafladelig ulmer p� alle skorstene. Det vil da forst�es, at i stille veir ere disse g�rde indhyllede i en damp og dunst og lugt af mangfoldig blandet og ulidelig beskaffenhed.

Hvad det ang�r at holde g�rdsrummet t�rt og pent, s� have dog almuerne p� disse kanter engang seet bedre exempler for sig. P� g�rden Blindheim p� Vigren, som i fordums tid har v�ret beboet af en anseelig sl�gt, skal der v�re levning af et eget v�rk, s�dant, som jeg senere ved eget �iesyn blev bekjendt med p� den m�rkelige g�rd Giske, p� Gisk�en n�r Vigren. Her var den i Norges �ldre historie s� ber�mte Giske-�ts hoveds�de, og jeg spurgte efter hos de opsiddere, som nu bo her, om der ikke var levninger af bygv�rker, som kunde vise os lidt af fordums herlighed. Man gav mig da nogle utydelige forklaringer om noget, som skulde v�re at se nede i jorden p� g�rdsplassen mellem de nuv�rende huse, og da jeg med en spade fik skuffet bort en del muld og smuds, s� jeg et stykke af en brol�gning, som engang har smykket dette herre-s�des tun, og som m�ske endnu er til hel og holden. Den var lagt af sm�, men jevnstore runde stene, s�ledes at rader af noget st�rre stene delte feldtet af i regelm�ssige, firkantede ruder. - Se, s� kunde vistnok hvert tun p� disse g�rde v�re den dag idag.

Dog, jeg syntes at bem�rke nogen str�ben efter at f� det pynteligere p� g�rdene herefter, is�r kanske p� Vigren. Og efterh�nden som g�rdene monne blive udskiftede af f�llesskabet, ville vel adskillige opsiddere flytte ud fra klyngen, s�ledes som f.ex. en bonde p� Blindheim allerede har gjort. Da vil det af sig selv blive triveligere omkring hvert hus.

Ved �ret 1760 fort�ller pr�sten Str�m i sit oftn�vnte v�rk, at folket her almindelig boede i r�gstuer, og - m�rkeligt nok - han roser disse stuer her p� Harham for st�rre renlighed end almindelig i egnen. Adskillige, tilf�ier han, havde dog i den senere tid istedetfor r�gstuer lagt sig til kakkelovns-stuer, med loft over og med bil�gger-ovn. Siden er r�gstuen ganske afskaffet i Harham, s� nu for tiden kun gamle folk kunne mindes den her. (se note 86) Ja, der er foreg�et s� stor forandring med bygningsv�senet, at man med et l�nt udtryk kan tale om to generationer af huse efter r�gstue-tiden. F�rst byggedes s�danne mere simple huse: stue med loft over, forstue med opgang til loftet, og kj�kken, fra hvis skorsten stuens bil�gger-ovn bliver opvarmet. S� ere endnu mange af hovedsognets huse. Men p� Vigren og p� nogle af hovedsognets g�rde ere disse huse i de sidste 20-30 �r ombyttede med s�danne: to stuer, midt-mellem dem forstue og kj�kken, (se note 87)

tildels kammere ved siden af stuerne, samt to lofter, et over hver stue; med loft forst�es kun rummet over stuens loftsgulv, under tagets skr�ninger, hvilket rum i de nyere huse dog gjerne er gjort noget h�iere formedelst et par omhvarv af t�mmerstokke over selve stuens h�ide. Disse nyere huse ere fremdeles ofte r�dmalede, med hvide vindues-rammer; v�relserne ere ogs� h�iere og rummeligere, og der er ikke sparet s� meget p� glas i ruderne som i de gamle huse.

Hvorledes har nu folket det i disse huse? At fort�lle det alt, vilde falde for vidtl�ftigt; jeg v�lger at meddele nogle tr�k af livet i de festlige stunder, nogle oplysninger om jule-skik og selskabs-skikke.

P� ret gammeldags m�de begynder jule-aftens helg med non, kl. 3; dette stemmer med den katholske tids kirkelov, som p�b�d, at for julen som for visse andre st�rre h�itider skulde der v�re nonhelligt. Ved nons-tid holdes ellers det daglige middags-m�ltid; men nu indledes julen med et h�itidsm�ltid: det er bredet dug p� bordet, og det dufter af �steik�, t�rret smale-kj�d, stegt p� pande, helst ribbens-stykket, som skiftes s�, at hver person f�r to ribben p� en fladbr�d-lev. Og under m�ltidet til�nsker husfaderen sit husfolk en gl�delig jul, s�tter selv �l-sk�len for munden og lader den g� rundt, derhos skj�nker han et glas br�ndevin eller to til hver. Senere hen, til kveldsmad, m� der endelig v�re fersk fisk eller melkesuppe p� bordet. Har ikke bonden fersk fisk og husmoderen ikke s�d melk jul-kvelden, s� skal hun sidde i fj�set og han ude p� voren, siges der for sp�g. Festen forh�ies derved, at denne aften br�nder lys i stage, og n�r det er nedbr�ndt, holdes kolen eller tranlampen t�ndt hele natten. - Og de unge folk, som ellers have sit natte-leie oppe p� loftet, indrette sig for julenatten fladsenge p� gulvet nede i stuen, hvor ogs� husfader og husmoder ligge, og dette bliver der tildels fortsat med til 13de dag jul. Denne skik har vistnok v�ret meget almindelig i landet; selv p� Hedemarken kunne gamle folk mindes den. Jeg forestiller mig, at den skriver sig fra den tid, da b�rn og tjenere havde sit natteleie i fj�set (hvilket ogs� t�r have v�ret skik her i Harham dengang, da r�gstuerne vare i brug, i hvilke der alts� ikke var noget senge-loft). Man erindre, at i gamle dage pleiede, bonden tillige p� juleaften sl� en �x over fj�sd�ren eller male et tj�rekors p� den, for dermed at skr�mme troldene bort, som netop t�nktes at v�re mest urolige og farlige den nat, da deres overvinder blev f�dt til verden, og denne frygt for troldene var da kanske den oprindelige �rsag til, at folket for julenatten holdt sig sammen i stuen, der i sammenligning med fj�set var ligesom et indviet og dermed betrygget sted.

Tidlig p� 1ste juledags morgen, kl. 4-5, st�r man op, kl�der sig halvt p�og samles om bordet til �kor� eller andagt med sang og l�sning. S� g�r fj�spigen ud og giver kreaturene et extra m�ltid af korn og fint h�, og alle g� atter til sengs, dog husfader og husmoder sidst: de m� f�rst g� omkring og traktere de liggende, hun med v�rterkage og fjelgt (opvarmet) �l, han med et glas br�ndevin eller stundom to. I enkelte huse er �llet (men ikke br�ndevinet) i de senere �r afl�st af en kop kaffe. (se note 88) Efter to-re timers forl�b st�r man op for alvor. Denne morgen skik bruges 1ste og 2den juledag samt nyt�rsdag.

Jul siges her at vare lige til kyndelsmesse (2den februar): da begynder v�rfisket, og til den tid tager man det lettere med arbeidet, og kosten er bedre end s�dvanligt og gj�stfriheden rundeligere. I l�bet af julen b�r hver mand have aflagt et julebes�g hos hver af sine naboer p� samme g�rd eller inden en fra gammel tid vedtagen kreds af flere n�rliggende g�rde. Selv den fattigste har anstr�nget sig for at have en sk�l �l og er glas br�ndevin at byde ved denne leilighed; dette veed ogs� den rigere bonde, og er han velsindet, s� undlader han derfor ikke at se indom til sin fattige nabo - ellers kunde jo denne ikke vel komme til den rige for at fremb�re sit �gl�delig jul� og nyde godt af hans gj�stfrihed. Ved deslige jule-bes�g kan ellers den lille regel m�rkes, at medens en nabo fra samme g�rd kan trakteres med en dram, s� b�r man byde to, n�r den bes�gende er fra en anden g�rd. Familie-bes�g p� et par dage, liges� de f�r beskrevne omtals-�l eller frierstevner, kunne jo ogs� bidrage til at forh�ie julens festlighed. Men dette er mere leilighedsvis. En bestemt og stadig del av festen er derimod de s�kaldte jule-lag, og disse danne h�idepunktet af hele �rets lod selskabelighed mellem naboer. De ere indrettede efter en meget fast skik, b�de hvad indbydelsen og bev�rtningen ang�r.

Laget eller gildet (se note 89) holdes efter omgang i et vist lag eller en vis kreds af familier, og indbydelsen best�r i en bekjendtgj�relse om, at den og den aften skal laget v�re hos den og den mand: s� vide alle de familier som fra gammel tid h�re sammen, at de kunne komme, og hver husfader tager med alt sit husfolk, sm� og store. Men anordningen er noget forskjellig efter g�rdens st�rrelse. P� g�rden Ulla i hovedsognet bor der 8 b�nder, og to og to af disse ere f�lles om i et lag at bev�rte alle familier, s� her i l�bet af julen bliver holdt 4 lag eller gilder; bev�rtningen foreg�r i den ene af de to m�nds hus, men p� f�lles bekostning. - Til g�rden Flem h�rte i 1856 8 b�nder, 4 pladsm�nd, 5 husm�nd og 3 familier af k�rfolk; disse familier med omtrent 120 mennesker ere delt i to omtrent lige store lag eller kredse, og inden hver kreds holdes julelag s�, at de deltagende familier p� hver sin aften bev�rte alle de �vrige. - P� g�rden �kre er det ligesom p� Ulla: her bo 8 b�nder, og 2 m�nd bev�rte alle de �vrige efter omgang; pleier t� hos den af de to m�nd, som har st�rst stue. - P� R�nstad er der 4 b�nder; to af disse have hver sin aften at bev�rte alle de �vrige, de to andre derimod slippe med kun en aftens bev�rtning i f�llesskab, s�som deres g�rde ere mindre end de andres og forhen udgjorde kun et brug, som nu er delt.

Det blev dog bem�rket for mig, at disse to brug tilsammenlagte have to �mellag� h�iere skyld end hvert enkelt af de to andre, s� opsidderne i grunden slippe vel let med det ene, f�lles julelag. Dette i hovedsognet. Blindheim p� Vigren med 12 b�nder er delt i 4 lag, hvert p� 3 b�nder, og hver af de 3 familier har efter omgang at bev�rte de andre i laget. - Det f�r v�re nok med disse exempler. - K�rfolk med egen husholdning kunde deltage i b�ndernes julelag p� den m�de, at de igjen indbyde de gifte til tag hos sig. Er der en fattig husfader, s� som nogen af hovedsognets husm�nd, s� kan han lade v�re at komme til de andres lag, og han slipper da for at holde lag igjen. Det samme kan ogs� en ikke just fattig familie finde grund til at gj�re: er der nemlig en mand med f� b�rn og tjenere, s� vilde det falde lidt uligt, om han med sine f� husfolk skulde gj�ste de andre og s� igjen holde lag for de mere folkerige familier. Dog deltage de allerfleste, som ikke netop ere udfattige, og regelen er ialfald den, at den, der indfinder sig som gj�st, m� v�re forberedt p� at v�re v�rt, n�r touren kommer til ham.

Med v�rtskabet har det sig s�: efterh�nden som gj�sterne samles, i m�rkningen eller ud p� aftenen, modtages de med en dram og en drik fjelgt �l. Kvinder og b�rn pleie naturligvis kun at nippe til det st�rke. I l�bet af aftenen kan enhver efter behag forsyne sig med koldt �l af en stor bolle p� bordet; men nogle gange bydes fjelgt �l rundt. Bespisningen best�r i en kake (hjemmebagt rugbr�d) samt sm�br�d (en kringle eller et par skiver nybagt rugbr�d), ledsaget af en dram. Men denne bespisning pleier ikke foreg� ved nogen egen bords�tning; man sidder under samtale i sm� hobe omkring i stuen og f�r br�det i h�nden. Ved afskeden, kl. 11 eller s�, f�r hver af gj�sterne den 3die (p� nogle g�rde kan det v�re den 4de) dram samt en lefse i h�nden. Lefsen er til at tage med hjem, for at nydes ved det egentlige aftensm�ltid, som der venter (i almindelighed bygmelssupe samt saltet fisk og potetes, alt rigtignok koldt nu, s�som kvindfolkene m�tte lage det f�rdigt, f�r de gik hjemmefra). P� en enkelt g�rd h�rte jeg rigtignok om en anden indretning af dette, rimeligvis en senere tids p�fund: ved den tid, da kakerne og kringlerne skulle uddeles, lade de fremmede familier sine tjenestepiger g� hjem og hente aftensmaden hid, og nu s�tter man sig hyggeligt til bords, alle g�rdens 8 familier: de gifte, m�nd og koner, par og par ved den �vre ende af bordet og drengene ved den nedre, og pigerne g� omkring og forsyne hver sine husfolk; pigerne selv, som ikke f� plads ved bordet, sidde p� sengekanten eller i ovnskrogen og vente, til de andre have afspist, og b�rnene kan man se p� m�drenes fang og ellers hist og her.

For den, der kun er vant med selskabs-skikkene i byerne eller de mere nymodens bygder, vil disse lag med deres pligtm�ssige indbydelse og bestemt afm�lte bev�rtning forekomme mindre hyggelige. Derfor er det n�dvendigt, at sagen betragtes i sin rette sammenh�ng, og jeg for moder ialfald, at disse �benbart gammeldags julelag h�nge sammen med og ere en forts�ttelse af en oldtids-skik, der m�ske er s� gammel som det norske folk selv. Man m� vide, at allerede vore hedenske forf�dre havde en helg ved midvinters-tid, som de kaldte jul, og at det var en hellig lovbestemt skik at holde jul netop ved sammenkomster i sm� lag af n�re naboer. Hver mand skulde have brygget og lade b�re hen til samlingsstedet et vist m�l af jule-�l, og derfor kaldtes laget samburds-�l; rimeligvis blev det ogs� holdt efter omgang, et �r hos en mand, et andet �r flos en anden. Og laget blev indviet til Odins og de andre guders �re, til tak for alt godt i det svundne �r og til nedkaldelse af deres hj�lp i det kommende. Om nogen mand holdt sig borte fra dette lag, var det rimeligvis det samme, som om han foragtede guderne, og det blev straffet med b�der. Og dette, at laget blev holdt i f�llesskab, s�ledes at den rigeste og m�gtigste bonde n�d af hans ringe naboes �l og de begge gjensidig vare hinandens gj�st og v�rt, det m�tte vedligeholde tanken om alles v�sentlige lighed og broderskab; i det daglige liv var der vel mangen gang liden omgj�ngelse og stor skilsmisse og megen avind og stolt overmod og fiendskab og tr�tte - men i jule-lagets festlige stund vare de samlede som ligem�nd, med samme skyldighed at takke guddommen, med samme behov at s�ge hj�lpen fra oven over al deres skr�belighed, vel ogs� med samme f�lelse af, at det b�r sig de d�delige at leve sammen i endr�gtighed. Vi kunne nok t�nke os, at der fra disse simple religi�se feste er udg�et milde og velgj�rende stemninger, som have bidraget til at fremme lovlydighed og samholdighed i nabolagene og bygderne og fylkerne. Vi finde ogs�, at denne hedenske jule-skik ingenlunde blev forkastet ved christendommens indf�relse. Olaf den hellige og flere andre konger efter ham stadf�stede den endogs� ved at optage en egen bestemmelse derom i den christne lov, s� vi endnu i en af de f�rste paragrapher i Gulathings-loven kunne l�se om, hvor mange b�nder der skulde h�re sammen i et lag (tre i det mindste), hvor meget malt hver skulde brygge, hvad boder den havde at l�gge, som holdt sig borte fra laget o.s.v., kun at laget nu i den christne tid naturligvis skulde holdes til Christi og jomfru Marias �re, og at b�derne skulde tilfalde biskoppen. - Nu mener jeg, at den jule-skik, som jeg i 1856 fandt best�ende p� Harham, kan v�re fremkommen af hin gamle ved en r�kke af sm�-forandringer, og i denne mening bestyrkes jeg derved, at i en n�rliggende bygd, S�kelven, annex til �rskoug, fandt jeg en jule-skik, som �benbart ligner den gamle og s� at sige st�r midt imellem denne og Harham-skikken. Jeg skal fort�lle om jule-lagene p� en g�rd i S�kelven, hvor der bor 7 b�nder sammen: 1ste og 3die juledag (ikke 2den dag, thi da er der gudstjeneste i kirken) samt s�ndag mellem jul og nyt�r eller nyt�rsdag, alts� p� 3 dage i l�bet af julen, komme alle g�rdens folk sammen, efter omgang hos 3 af b�nderne; n�ste �r holdes samlingerne hos andre af de 7 b�nder. De b�nder, hos hvem der ikke er samling det ene �r, b�re med sig til laget en tankar af sit jule-�l, og deres koner liges� nogle kaker og lefser af sin bagning, og dette falder da s�ledes ud, at n�r julen er omme og alle lag ere holdte, s� have alle nydt af hinandens julekost. Laget holdes om formiddagen; de forsamlede til�nske hinanden gl�delig jul og h�re dagens text forel�se; derp� trakterer konen i det hus, hvor laget den dag holdes, med kake og lefse af sit eget, og manden skj�nker hver af gj�sterne et glas br�ndevin og lader �l-sk�len g� rundt. Under fort�llingen herom m�tte jeg forestille mig at denne f�rste drik, strax efter andagten, nydes med en vis h�itidelighed; thi �det skal nok v�re ligesom til minde om jomfru Marias bars�l�, som en gammel bonde yttrede. Siden nydes den sammenb�rne julekost som i et almindeligt lag; dog skal det have sit forblivende med den ene dram, om hvilket der, hvis jeg ikke mindes feil, var gjort formelig aftale. - Efter den gamle skik vilde vel disse 7 b�nder have holdt et stort samburds-�l; nu have de delt det i tre mindre lag, men holde disse s�, at de endnu kunne kaldes samburds-�l, med i f�lles bev�rtning og med en forening af opbyggelse og selskabelig nydelse; i Harham er forandringen g�et videre: samburds-laget er opl�st til gjensidige og pligtm�ssige lag i hver deltagers hus; den opbygge lige del af den gamle skik er henlagt til egne sammenkomster til text-l�sning p� helligdagens formiddag, som det n�ste kapitel skal melde om, og trakteringen foreg�r i de beskrevne julelag om aftenen. Men disse julelag ligne de gamle deri, at de egentlig ere drikke-lag, hvor navnlig �llet endnu har meget at betyde, og deri, at de, som sagt, ere gjensidige og pligtm�ssige, s� hver v�rt har at traktere gj�sterne p� en vis ligedan m�de, med et fast m�l mad og is�r drikke, ikke st�rre i den rige mands hus end i den fattiges. (se note 90)

Ogs� i bryllupper finder en lignende afm�lt bev�rtning sted, svarende til de taxtm�ssig ligestore sk�lpenge, som der blev talt om i forrige kapitel. Vi t�r vel slutte os til skikken i Harham efter en omst�ndelig forklaring, som en bondemand inde i det nys n�vnte S�kelven gav mig. Med skj�nkningen sagdes omgangsm�den at v�re s�: kj�gemesteren. g�r om og skj�nker br�ndevin, og kj�ldermanden f�lger efter med en �ltankar, hvoraf han skj�nker i en sk�l, 1ste dram skj�nkes ved ankomsten til huset, l�rdags aften, 2den ved aftensbordet (tildels ogs� en ved sengetid), 3die s�ndag morgen, 4de ved m�ltidet f�r kirkereisen (tildels ogs� en dram lige ved afreisen), 5te ved et m�ltid, som her holdes p� veien fra kirken, 6te ved bordet s�ndag aften, 7de mandag morgen, 8de om middagen, 9de ved aftensbordet, 10de og 11te efter m�ltidet, idet der gives i sk�len og brud og brudgom skj�nke giveren hver sit glas, 12te tirsdag morgen, 13de om middagen, 14de ved afskeden tirsdag eftermiddag. Desuden til andre tider efter omst�ndighederne. Da gj�sterne for en stor del have natteleie i nabohusene og kj�gernesteren m� s�ge dem der for at skj�nke dem morgenbr�ndevinet, s� er det skik og brug, at han med det samme skj�nker alle folk i husene, ogs� dem, som ikke ere bryllupsgj�ster. Liges� skj�nkes forbireisende. Det er kj�gernesterens pligt ved alle de opregnede omgange at skj�nke ogs� til kvindfolk og b�rn; men, blev det lagt til, dette m� han gj�re med skj�nsomhed, s�ledes, at det nok sees, at man erindrer dem, men ogs� forst�es, at de ikke skulle nyde stort af det fremviste glas.

En anden fast jule-skik i Harham er kagge-�llet, et lag for ungdommen. I �ldre tider gav hver bonde sine drenge, d.e. tjenere eller voxne s�nner, en kagge �l (deraf lagets navn); nu f� de nogle m�rker byg, p� nogle g�rde 14, p� andre 16, og alle gutter p� g�rden eller p� flere n�rliggende g�rde l�gge det sammen og f� det brygget til et f�lles gilde. En 3 p�gle br�ndevin pleier ogs� gutten f� til julen, eller han f�r en fridag strax f�r jul til at tr�kke nogen sn�refisk, som han reiser ind til Aalesund med for at f� skillinger til at kj�be sig jule-br�ndevin. Nu f� gutterne sig l�nt en stue, bringe sine drikkevarer did, og bestille spillemand; pigerne komme af sig selv, og det dandses og tures fra om aftenen hele natten igjennem (derfor hedder laget ogs� v�ku-nat), (se note 91) og der forts�ttes n�ste dag til ind i den f�lgende nat. Selskabet g�r hjem hver til sit til de forskjellige m�ltider, og husm�drene b�r have lidt godt at s�tte frem da. I selve laget kan m�ske en og anden af de unge have med sig nogle kringler eller sligt til at traktere gode venner med; ellers n�ies man med drikken. Og det sees gjerne, om nogle af �m�ndene� se hen til ungdommen og sidde ned en stund; deres n�rv�relse pryder laget, og de t�r ikke frygte for at sidde t�rmundede. - Skal jeg for resten slutte af erfaringer i nogle af de indre bygder p� S�ndm�re, hvor ogs� disse kaggelag kunne erindres, men nu ere afskaffede, s� vil ungdommen p� Harham nok ikke i mange �r have dem at gl�de sig ved - hvis ellers s�dan nattev�gen kan kaldes en forn�ielig ting.

N�r jeg endnu minder om f�rde-laget, et gilde, som holdes efter sluttet, v�rfiske for dem, som have v�ret med i b�dlaget, og af hvilke gjerne nogle ere fremmede og nu skulle begive sig p� hjemf�rden, - s� jeg nok n�vnt alle de brugelige gilder. (se note 92) Og udenfor disse af skikken fastsatte leiligheder (i korthed sagt: juletiden og bryllupstiden - se side 180) er der ikke tanke om selskabelige sammenkomster med traktering. Det forst�r sig, n�r en mand, som bor noget l�ngere borte, en enkelt gang kommer hen til en anden i et erinde, s� skj�nker man ham gjerne en dram eller to, som man andetsteds byder en kop kaffe. Og det blev mig sagt, at om s�ndags eftermiddage samles gjerne g�rdens folk eller n�rmest mandfolkene i en af stuerne eller tildels m�ndene i et hus og drengene i et andet - ikke for noget slags traktering, men for at prate sammen en stund. Prate, hvorom? Jo, om priserne p� fisk og salt, om den storb�d, som sidst blev kj�bt til �en, om det kan v�re r�deligt for den kone, som sidst blev enke, at blive ved bruget, om formandskabets beslutning til indskr�nkning af tjenernes rettigheder o.s.v. Dog, nede i gutternes stue g�r samlingen ofte over til at blive en �leik-stemne�, som pigerne lidt efter lidt tage del i. Thi at der, som det sagdes, i disse guttelag skulde bruges at l�se i For Fattig og Rig, Almuesvennen, Snorre, Mallings store og gode handlinger, Graves fort�llinger, det tror jeg ikke stort p�, s�som jeg netop i Harham syntes at finde s� lidet af b�ger og boglig sands.

F�r jeg kom hid til egnen, havde jeg h�rt omtale som en st�ende skik, at hver bonde her ude p� havkanten brugte at kj�be en t�nde br�ndevin for �ret, og da jeg i Aalesund fortalte en mand, at jeg agtede mig ud til Harham, beklagede han mig, s�som jeg der vilde finde en almue, som ikke t�nkte p� andet end penge og br�ndevin. I en af de f�rste samtaler med Harhams-folk m�tte jeg ogs� studse ved at h�re, hvorledes man her udtrykker sig ved tale om br�ndevin: ved sp�rgsm�l om prisen udtrykker man sig ikke s�: Hvad koster potten? men: hvor meget er det for t�nden? Og i den f�rste tid af mit ophold i pr�stegj�ldet henvendte en Harhams-mand sig til mig med indst�ndig opfordring om at s�ge oprettet en afholds-forening her. Efter dette vil man forst�, hvorfor jeg gjorde mig s�dan flid for at blive kjendt med den hele br�ndevins-skik, at jeg, som man har seet, endog tog tal p� de dramme, som skikken har fastsat for de forskjellige leiligheder.

Skal jeg nu tilsidst vove at yttre min mening om den hele br�ndevins-sag, s� m� jeg sige s�: 1, der er adskillig overdrivelse i hint omd�mme om Harhams br�ndevinsbrug; 2, der er dog ogs� adskillig overdrivelse i den virkelige brug; 3, men denne brug er i de senere �r heller aftaget, og 4, hvad der sidder igjen, h�nger s�ledes sammen med den hele leve-skik, at det ikke er s� ganske let for b�nderne at f� det ganske eller hurtigt afskaffet, om de ogs� selv monne ville det.

En dygtig og anseet bonde p� Harham erkl�rede mig, at han vidste kun om 2 b�nder i pr�stegj�ldet, der kj�bte s� meget som en halv t�nde br�ndevin hver for �ret; stundom vare 3, men almindeligst 4 b�nder sammen om en t�nde. Og dette sidste, 4 om 1 t�nde, m� st� fast som udtrykket for det almindelige brug; thi flere m�nd, som jeg talte med en for en; brugte enstemmig det samme udtryk. Pladsem�nd og husm�nd med mindre husholdninger m� dog gjerne lade det forblive med �nogle kander�. Men nu foreg�r kj�bet ofte s�, at en mand kj�ber en hel t�nde for siden at dele den med sine naboer, og deraf kan den forestilling v�re fremkommen, at hver mand kj�ber s� meget for eget brug.

Endnu m� dog dette br�ndevinskj�b kaldes stort; og i disse opgaver er naturligvis ikke indbefattet, hvad der medg�r til de store sk�l-bryllupper. Vel m� det erindres, at dette br�ndevin, som gjerne kj�bes ind f�r jul, skal vare �ret om og navnlig tjene til opfriskning i v�r-fiskets h�rde dage. Men s� kommer hertil en anseelig jule-brygning. Og det m� kaldes for meget, de mange dramme med st�rkt �l til julemorgen og ved julebes�gene i julelagene og i kagge-�llet. Jeg frykter for, at det for adskilliges vedkommende bliver en halv rus hele helgen igjennem. At her nydes vel meget af br�ndevin, det fremg�r ogs� ved sammenligning med de indre bygder i S�ndm�re: med samme bestemthed som br�ndevinskj�bet i Harham blev opgivet til 1/4 t�nde, blev det her sat til �nogle kander�, ofte til kun �et par kander� eller endnu mindre. (se note 93)

Men det blev sagt temmelig almindeligt og bestemt, at det dog allerede kj�btes mindre br�ndevin nu end f�r. Jeg syntes dog at forst�, at �rsagen ikke s� meget var erkjendelsen af, at der havde v�ret gjort for meget af det for, men mere br�ndevinets fordyrelse. Og formindskelsen i kj�bet er neppe s� stor som forh�ielsen i pris, s� udgiften kanske heller bliver st�rre, og jeg h�rte adskillig klage over, at br�ndevinet var blevet s� dyrt.

Og s�som der er en fast skik for brugen af dette br�ndevin, som ved alle de bestemte leiligheder skal skj�nkes ud og fordeles sm�t til mange folk, b�de husets egne og andre, s� er det meget langt fra, at den 1/4 t�nde, som bonden kj�ber, kommer hans egen mund tilgode; og det er kanske ikke ret meget fylderi p� enkelt h�nd. Og den gamle skik har mange r�dder, s� det ikke er s� let at f� revet den ud. Jeg skal i den anledning indskr�nke mig til at p�pege tvende ting.

Overalt vil man jo have en eller anden drik udenfor den daglige n�dt�rft for at gj�re sig og sine venner tilgode med i festlige stunder. Hertil tjener nu i flere og flere huse i landet en kopp kaffe. Men husmoderen her i Harham kommer s� lidet ud fra den �, hvor hun engang bor, og hun har kanske aldrig seet, hvorledes kaffe laves god; Jeg synes heller aldrig at have v�ret i nogen bygd, hvor denne kunst er s� ny og lidet �vet som her, og n�r konen en sjelden gang fors�ger det og s�tter frem en kop kaffe, s� er den tynd og uklar, og foruden sirupen, som er i den istedetfor sukker, har den ikke sjelden en ubestemt bi-smag af kjedlen, som kanske havde h�ngt ubrugt i et fjerding�r. Men en s�dan drik bliver ikke let foretrukket for et glas af det klare blanke. I det hele m� kvinderne besidde nogen uddannet sands og vide at gj�re det ret hyggeligt i huset, med godt madstel. og renlighed og pyntelighed, om m�ndene ikke skulle s�ge sin kj�reste nydelse i det st�rke; men netop her p� disse ud�er syntes det mig at st� noget tilbage med kvindernes dannelse i sammenligning med m�ndene, dels af den anf�rte grund, dels ogs� p� grund af det meget tungarbeide, de have (tr�sking og andet g�rdsarbeide, som m�ndene l�gge p� dem for selv at drive s�en).

Fremdeles, om end den bedste kaffe duftede ved siden af det blinkende glas, s� skulde alligevel de fleste gribe efter dette. Smagen er s�. Og der er kanske en bestemt grund til det. Eller det h�nger ikke usandsynlig sammen med en - som visselig de allerfleste, der ikke ere opvoxede her, m� finde det - besynderlig slet smag i et andet stykke. Jeg taler ikke figurligt her; det er tunge-smagen, jeg mener. Harhams-folket spiser dagligdags fiskemad af s�dan beskaffenhed, at n�r den s�ttes p� bordet, s� opfylder den stuen med en st�rk r�den lugt, og der var intet, jeg under mit ophold her s� meget undredes over som netop dette, at de kunde ikke alene spise sig m�tte, men spise med utvungent velbehag; mig bar det s�ledes imod, at jeg syntes, jeg m�tte have i nogle dage siddet hungrig p� et vrag, for det kunde blive mig muligt at sv�lge den mad. Det er den lindsaltede seid, som ikke kan holde sig, men snart g�r over i en vis forr�dnelses-grad eller bliver sur, som det hedder. Seid af ganske samme slags virkes ogs� til handelsvare, ikke ved at saltes, men ved at h�nges op til t�rring; der pleier at v�re overfl�dighed af denne t�r-seid i hvert hus, og det forekom mig rimeligt at bruge noget af den i husholdningen og ikke hin sure. Men hertil svarede man mig f�lgende:

T�r-seiden m�tte ludes, og asken hertil m�tte kj�bes fra steder, hvor man ikke, som her, bruger torv, men ved til br�nde, og t�r-seiden er s� dyr eller udr�i, og den �graver for bringen� eller er h�rd at ford�ie. N�r jeg s� yttrede, at man da burde salte fisken forsvarligt, svaredes, at det vilde v�re tidsspilde for husmoderen at udvande den st�rkt saltede fisk, at man ikke havde r�d til at kaste bort mere salt end n�dvendigt, og endelig, at de, som maden var bestemt for, ikke fandt nogen usmag i den s�dan, som den var - hvilket sidste netop var det, som s� h�ilig forundrede mig. (se note 94) Jeg har t�nkt mig, at tingen m�ske kan have sig s�:

I fortiden, da handelen var mindre udviklet, s� fiskerne m�tte s�lge billigt og kj�be dyrt, og da disse leil�ndinger af b�nder rimeligvis vare meget afh�ngige af de i n�rheden, f�r Aalesunds byanl�g, boende priviligerede handelsm�nd, der nok endogs� for en stor del vare bygsel-g�rdenes eiere, da var vel armoden ofte s� stor, at man af forn�denhed m�tte undv�re selv en s� ringe ting, som salt nu agtes for, eller hj�lpe sig med lidet deraf, som kunde sankes mellem strand-stenene, hvor det virkedes af solheden (hvilket sidste er noget, som Str�m omtaler og som endnu erindres her p� Harham); men havde flere sl�gter efter hinanden m�ttet spise en formedelst saltmangel halv forr�dnet fiskemad, s� kanske efter lidt selve ford�ielses-redskaberne bleve s�ledes forv�nte, at de fremdeles m�tte have foden s�ledes halv opl�st, som den ved en vis grad af forr�dnelse bliver, og hvad ford�ielses-redskaberne forlange eller maven vil have, det - s� er naturens vidunderlige indretning - det synes tungen godt om. Nu er vistnok armoden for l�nge siden oph�rt; men eftervirkningen kan vare l�nger end �rsagen, alts� her en overdreven sparsomhed ved madens behandling og den tilvante smag p� mad, som for andre er usmagelig. - Men - og det var denne slutning, jeg vilde arbeide mig frem til, idet, jeg vovede mig ind p� disse for mig ellers s� fremmede betragtninger, n�r smagen engang er s�, da synes jeg at kunne begribe, at n�r der sp�rges om en god og vederkvegende drik, s� vil en kop kaffe eller et glas vin ikke forsl�, men der m� det st�rkeste af det st�rke til. (se note 95) Og dersom dette er s�, s� t�r det ventes, at den nu p�faldende tilb�ielighed. for br�ndevin af sig selv vil dufte hen, n�r almuerne lytte til l�gernes r�d og indrette sit kosthold som sit hele legemlige liv p� en m�de, som mere stemmer med de almindelige regler for sundhedens pleie.

Dog, s� meget end s�danne udvortes ting som madstel m.m. kunne have at betyde i denne sag, og s� megen magt end den herskende bygde-skik har med dens forskrifter om traktering af gj�ster o.s.v., s� veed jeg dog, at en mands villie kan v�re endnu st�rkere. Jeg fandt det vel utilr�deligt nu for tiden at stile opfordring til almuen om at danne en afholdsforening; men jeg siger dette, at en bonde her vilde gj�re en god gjerning, om han viste det mod og mandskab at bryde overtv�rt med den hele gamle br�ndevins-skik, s� det kunde blive �benbart ogs� p� Harham, at det g�r an at v�re br�ndevin foruden og endda leve et sundt og forn�iet liv.

En noget anden sag er dette, at selv om skikken vedbliver at best� i det hele taget som nu, s� m� man inderlig �nske, at den bef�lges med stor forsigtighed, s� den farlige drik aldrig nydes til overm�l, navnlig ikke p� byreiser (se foran side 145).

Til flere Harhams-b�nder yttrede jeg, at jeg nok skulde have lyst til at v�re her en jul over og bes�ge dem i deres jule-lag og drikke af deres �l og hygge mig sammen med dem. Nu - m�ske denne min fremstilling kan n� frem til Harham inden jul og blive l�st i nogle af disse lag. Det v�re da, som om jeg selv kom i bes�g. Jeg vilde til�nske de forsamlede en ret gl�delig jul og s� tillade mig i al oprigtighed at samtale med dem blandt andet om de ting, som jeg i dette kapitel har ber�rt.

9. YDERST UDE

Jeg glemmer vel ikke s� let en s�ndag morgen i oktober, jeg stod p� den yderste spidse af en av Harhams-�erne og s� ud over havet: det klareste sol-lys, det stilleste veir, det blankeste hav-speil! Kun nogle lette skyer drev hen over himmelen, og de sagte, jevne, men m�gtige d�nninger br�des i hvidt skum over et og andet skj�r, og en underlig langstrakt fugl fl�i skrigende forbi. De gr� klippe og brune lyng-marker, selv den fattige husklynge p� den n�rliggende g�rd, alt var i dette nu, som det skulde v�re, for at den tanke skulde p�tr�nge sig: det er dog vakkert hvorsomhelst i en s�dan stund, under en s� stille og sollys himmel. Men det var mig ogs�, som om det mere beh�vedes her p� disse ud-�er end andetsteds, at himlen nu og da er blid.

Anderledes s� det ud nogle dage efter p� g�rden R�nstad. Jeg var g�et ud for at bese den meget omtalte R�nstad-heller, en stor og us�dvanlig smuktdannet fjeld-grotte. Men da jeg efter en god stunds betragtning af de underlige hv�lvinger igjen korn frem i dagen, havde veiret m�rkelig forandret sig: det bl�ste en alvorlig storm, nu. Samme morgen vare 12 mand p� 4 b�de tagne du fra R�nstad, for at fors�ge det med sekke-noten, og jeg s� nu tre af disse b�de st�vne indover, flygtende for uveiret p� havet; men den 4de kunde jeg ikke opdage. Skyndsomt ilende tilbage til g�rden fandt jeg her alt i bev�gelse: speidende m�nd og gr�dende m�dre og hustruer, alle �ngstede for den ene b�d. Snart kom de tre b�de s� n�r, at de kunde kjendes, og det vidstes alts�, hvilken den fjerde var; men hvorledes det var g�et den? Nu l� b�dene alle rede udenfor g�rdens strand og toge sine seil ind og lagde masterne ned for med nogle �retag, en for en, at l�gge ind i b�dst�den; men det gjaldt at passe �ieblikket; thi det kan m�rkes ved b�lgegangen, at i visse mellemrum h�ve b�lgerne sig til st�rre h�ide end s�dvanligt, og s� voldsomt kunne de brydes mod stranden, at ingen b�d t�r n�rme sig da; kun i mellemrummene er det farbart. En af g�rdens m�nd stillede sig yderst p� vorren; h�ret flagrede i vinden, men selv stod han alvorlig og rolig, ivrigt f�stende blikket p� b�lgernes gang; p� tegn af ham styrede den f�rste b�d ind, og �ieblikkelig kastede alle m�nd sig ud af b�den for, med de omst�ende til hj�lp, at hale den h�iere op, �ieblikkelig, for at den ikke skulde n�es af den br�lende og skummende br�dsj�, som lig et uhyre jagede efter den. Liges� den anden b�d, og da den tredie og sidste kom, blev den, medens br�ndingen spr�itede omkring, greben og l�ftet af m�ndenes st�rke arme, og nogle kvinder fik fat i f�stet og halte - kvinder endnu med gr�d p� kind og angst i hjertet, thi hidtil havde man neppe f�et spurgt og h�rt, at den savnede b�d dog var i behold, for sikkerheds skyld seilet om p� den anden side af �en, Men siden ud p� dagen drev en mennesketom fremmed b�d iland n�r ved g�rden, og det formodedes, at folk den samme dag havde kuldseilet med den.

Her havde jeg v�ret vidne til fisker-folkets angst og fare. Men en af de n�rmeste dage skulde jeg f� h�re, hvorledes ulykken kan ramme, med kummer og n�d i sit f�lge.

Jeg t�r nok n�vne g�rden og fort�lle noget af, hvad jeg s� og h�rte; thi det b�r vides, hvorledes nogle af vore landsm�nd m� leve og lide, og det skal forh�bentlig ikke v�re beboerne imod, om de f� erfare, at de dog ere erindrede af den fremmede, som for et par �r siden bes�gte dem. (se note 105)

Det er g�rden Hellerviken. P� udsiden af det h�ie fjeld, som danner Leps�en, er der formedelst en fordybning i fjeldet dannet en liden vig og et slags dal, og her, langt fra andre folk, st� Hellervikens huse. N�st nogle indgj�rdede jord-flekker omkring hus-klyngen ser man kun fjeld og urd og det vilde hav, og selv hin s�kaldte vig har s� lidt af ly og fred, at folkene ikke engang kunne have sine b�de liggende her. B�dst�den og naustene ere ved et sted, som hedder Homnen et godt stykke borte, men ligeledes p� �ens udside. Her stode ogs� v�ningshusene f�r, p� en sn�ver strand mellem havet og fjeldet; det var fire familier den tid ligesom nu; men selv denne plads var det dem ikke forundt at beholde: et stenras fra fjeldet n�dte dem til at flytte husene til Hellerviken; dette var, som det vil sees, for nogle mands-aldre siden.

En av flytningsm�ndene hed Per. Da han nogen tid havde boet p� den nye tomt, kom han engang hjem fra en fiske-tour, stubte i fj�ren, idet han skulde svinge sig af b�den, og forslog sig s�, at han d�de, inden man fik bragt ham hjem til huset. Hans s�n Erik tog ved bruget og overgav siden som udslidt mand bruget til sin s�n Ingebret, hos hvem han da skulde nyde k�r; men fader og s�n blev (omkom p� s�en) sammen p� en reise til Romsdalen. Enken efter Ingebret �gtede en Lars, og denne forliste med en ottring og blev, sammen med det hele mandskab, hvoriblandt 2 andre m�nd fra Hellerviken. Nu tog en s�n af Ingebret, Rasmus ved bruget og giftede sig, han m�tte l�gge k�r til sin moder, skj�nt hun omtrent ved samme tid giftede sig for tredie gang med en k�rmand og enkemand inde p� fastlandet. Efter 2 �rs og 1 m�neds �gteskab var Rasmus og en grande fra samme g�rd ude p� en f�ring, og de blev. Hans enke f�dte 6 uger efter et drengebarn og blev siddende ved bruget i sin enkestand to �r; da blev hun gift igjen. Med denne sin anden mand levede hun sammen i 8 �r, men s� fik han sot, l� l�nge og d�de. I denne tid var det rigtig ondt for konen: en syg mand, 4 sm� b�rn og derhos lidet at leve af. Thi foruden at det ellers var sm�t for dem, havde hun havt alleh�nde uheld i sit husstell. Et tr�k m� jeg fort�lle, s�ledes som jeg h�rte det af hende selv: i �renes l�b vare 7 kalve, som hun havde sat p�, d�de for hende, s� liden lykke havde hun; da var en broder af hende, som sad p� faders-g�rden, s� bet�nkt, at han l�nte hende en kalv p� sin lykke; denne kalv trivedes da ogs� og skulde netop b�re og blive ko; men endda var der ikke s� beskikket, at konen skulde nyde godt af den, thi den blev taget fra hende af en kreditor. - Kort at fort�lle, da hun anden gang var enke og rent udfattig, oplod hun sin bygsel-ret til g�rden til en anden bygselmand, den nuv�rende opsidder Hans. Af ham skulde hun have k�r, f�rst noget mindre, nemlig s�l�nge svigermoderen eller den forn�vnte tidligere k�r-kone levede, siden st�rre, n�r denne var d�d; dette d�dsfald er nu indtruffet, og det n�nte k�r er: 3 voger havre, 2 voger byg, 1 vog blandingskorn, foster for 2 sauder samt halvt foster for en ko, endelig brugen af en agerflek. Hun har den sorg, at hendes s�n af f�rste �gteskab er lidet �framt�kjen�, og denne samt det n�stmindste barn m� fors�rges af fattigv�senet; en datter er s� stor nu, at hun tjener som barnepige, og det mindste barn har moderen hos sig herp� Hellerviken hvor hun fremdeles bor i det gamle hus og med de s�rgelige minder.

Jeg har allerede n�vnt den ene af Hellervikens 4 opsiddere, Hans, Han havde v�ret en af de mange tjenestefolk, som jeg har omtalt komme fra indlandet her ud til Harham; hans kone liges�. De tjente p� en og samme g�rd, og der droges de tilsammen;, de giftede sig, da de fik bygslet dette brug, for 6 �r siden. Vi skulle se, hvad det var for herlighed, de flyttede til her. For bruget lagdes i bygsel 58 spd. samt l�gges �rlig i landskyld 3 spd. Her kan f�des 3 til 4 stykker storf� (dog, storf�et er meget sm�t p� disse kanter), 10 til 12 sauder samt 1/2 hest (to og to af disse fire naboer ere tilsammen om en liden hest, f�de og nytte den hver sin uge), og her avles 15 til 20 t�nder korn samt nogle t�nder potetes. Af dette m� brugeren, som allerede n�vnt, forbinde sig til at l�gge k�r, i begyndelsen til to enker. P� g�rden voxer ikke en busk, og til br�nde bruges torv; men denne m� hentes langt borte og p� de mest besv�rlige veie. (se note 106)

- Af omtrent samme st�rrelse ere de andre g�rdens brug, som ogs� ere bygsel-gods.

For en meget stor del skal da disse familiers n�ring tages fra s�en. Og herom f�lgende forklaring. De fire m�nd hedde (ja, jeg taler om dem, som jeg traf for 2 �r siden; men nu har m�ske storm og uveir p� havet gjort forandring!) de hedde Hans og Jakob, Iver og Ole. De to f�rste eie, for v�r-fiskets skyld, tilsammen 3/7 parter af en ottring, som bonden Andreas p� nabog�rden S�t eier resten af; hine to have dermed retten til 3 af b�dens 7 mands-luter, hvorfor de ogs� tilsammen leie en rors-karl, s� de kunne bes�tte b�den med 3 mand og alts� tage 3/7 dele af fiskeriets udbytte. Iver og Ole have en lignende part i et b�dlag sammen med pladsemanden Anders og bonden Jens, begge p� n�vnte g�rd S�t. - Sm�brugere, som leie en rorskarl i f�llesskab, holde denne gjerne med kost hver sin uge, og her mindes jeg, hvad en af hine m�nd fortalte mig, at uagtet han og hans f�lle ikke altid havde r�d til at kj�be fiske-br�ndevin for sine egne munde, m�tte de dog kj�be noget for rorskarlen, s� de efter skik og brug kunde skj�nke ham i ondt veir; sidste vinter havde de hertil kj�bt 6 p�gle; de havde v�ret sammen om at betale de dr�ber, og den ene af dem havde dem i forvaring og forestod skj�nkingen. - For seid-fiskeriets skyld eie Hans, Iver og Ole tilsammen 1 �re (1 hj�rne, 1 fjerdedel) af en sekke-not; resten tilh�rer Andreas S�t (1 �re), Jens S�t (1 �re) samt pladsem�ndene Anders S�t og Siver og Lars St�len (1 �re). Til hvert �re h�rer en trer�ings b�d, og en s�dan eie de 3 Hellerviksm�nd tilsammen. Jakob Hellerviken har derimod ingen andel i denne herlighed. Hver sin gang f�rer en af b�dene noten ud og ind og forvarer den; n�r b�dene fra S�t og St�len komme udenfor Hellerviken og r�de i land, s� m� m�ndene her ile i sin b�d og v�re med. - Hver af Hellervikens 4 m�nd have desuden en f�ring, det mindste slags b�de, til at ro erinder og drive fiske med sn�re og line i godt veir.

Med b�dlagene fulgte ogs� f�llesskab i jule-lag. Indtil for nogle f� �r siden bleve disse holdt s�ledes, at tre af Hellerviks-m�ndene (ikke den fjerde, s�som han dengang hverken havde part i ottring eller i sekke-not) med sine husfolk gj�stede en aften den ene og en anden aften den anden af de to b�nder p� S�t, hvorimod de tre m�nd igjen i f�llesskab havde S�tfolket hos sig en aften. Forpligtelsen til bev�rtning svarede alts� nogenledes til luterne i fisket. Men disse lag ere oph�rte for Hellervikens vedkommende; familierne her fandt dem mere bekostelige end nyttige, og det er ikke altid, at de brygge til jul eller have sm�r nok til kakerne. Derimod hygge familierne i Hellerviken sig sammen s�ledes, at de gjerne holde f�lles s�ndags-andagt, og i juleh�itiden indrettes det s�, at p� de helligdage, hvor der ikke er messe i sognets kirke, holdes sammenkomsten skiftevis hos familierne, og efter l�sningen trakteres med en dram eller en �l-sk�l for mandfolkene og en kake-skive at smage p� for kvinder og b�rn. Men f�r jul lage Hellerviks-folkene istand gaver til de spedalske, mel, undertiden ogs� lidt suvl, s� temmelig lige meget fra hver familie, men mindre end fra de st�rre g�rde, og det sendes, alt i en s�k, med b�d fra en anden g�rd.

At give forklaring om det kosthold, som i dagligt lag bruges i disse fattige huse, det m� jeg her som andetsteds i denne afhandling lade v�re, for vidtl�ftighedens skyld. Og at beskrive selve boligerne, med deres lave stuer og ringe bohave og sm� vinduer, med den kvalme luft og de morkne v�gge og m�rke gulve - det t�r min pen ikke pr�ve p�. Men n�r jeg i min egen stue stundom kan m�rke en ringe smule tr�k ved vindue eller d�r, s� m� jeg t�nke p� hine skr�belige huse, der ude p� den stormfulde strand, og n�r jeg p� kartet over Norges kyst ser, at der bor folk p� sm� holmer langt ude i havet, udenfor Fr�yen og Vigten og Hestmand-�en o.s.v., s� m� jeg t�nke: Mon her ogs� ser ud som i Hellerviken?

Et par dage efter mit bes�g p� g�rden kom nogle af m�ndene og en af konerne hen til mig som i en deputation og bad, at jeg ved min hjemkomst skulde tale med vei-departernentet og bede for dem om hj�lp af kassen til at rydde et slags vei fra Hellerviken hen til den gamle b�dst�d Homnen, hvor de, som f�r sagt, m� have sine naust og b�de; thi nu m� de, om vinteren ofte i m�rke, med sine redskaber og sin fisk fare frem og bringe tilbage over en storstenet urd, hvor uvante folk kunne have ondt ved at g� om dagen; noget, jeg selv pr�vede. - Bede vei-departementet? jeg, som gjerne vilde p�kalde alle menneskers deltagelse for folk, som m� leve i s�danne k�r og bo s�ledes til, hvor skulde jeg ikke ogs� ville bede departementet, n�r jeg troede, det kunde nytte?

Men derhos vilde jeg nok ogs� gjerne have fremsat en tanke til overveielse for folket selv p� disse kanter. Jeg sp�rger: Skal det endelig blive ved s� sl�gt efter sl�gt, at der bor folk p� s�danne golde steder og ugj�stmilde strande? Er der nogen n�dvendighed og rimelighed i dette? - Se, en af de m�nd, jeg traf i Hellerviken, henved 50 �r gammel og bosat her i 15 �r, havde tidligere i andre 15 �r tjent hos Harhamsb�nder, hans kone liges� i 13 �r: i den tid var det ikke stort, en tjener kunde l�gge sig til gode, s�som det endda ikke var kommet ret i gang, at tjenere fik lov til at deltage i v�r-fisket for egen regning og med udsigt til vinding; det var alts� som fattig mand, at han - ligesom de andre m�nd her - havde sat sig ned p� denne fattige g�rd, og der var vel allerede da kun liden udsigt til, at han nogensinde skulde h�ve sig op til st�rre velv�re. Efter dette exempel siger jeg s�: Unge m�nd, som kun have lidet at begynde med, skulde bet�nke sig tre gange, f�r de v�lge s�dan bolig; det kan blive altfor h�rdt for konen, som fulgte ham hid, og altfor uvist for b�rnene, som skulle voxe op og f� sin opdragelse her; for fattigfolk turde det v�re r�deligere at bos�tte sig p� mere folksomme steder, hvor der vel m� v�re mere anledning til arbeidsfortjeneste og hj�lp og tr�st. Lad heller velstands-folk s�tte sig p� steder som Hellerviken, folk, som have pengemagt nok til at bygge sig forsvarlige huse og rydde op noget i urden og skaffe sig b�de og garn og alt andet slags �sj�-vegn�, s� de fra f�rste begyndelse af i nogen anseelig udstr�kning med tjenere og andre leie-folk, kunne drive de fiskerier, som danne fiskev�rets herlighed! Og s� turde det blive i fremtiden, dersom den forandring blev indf�rt i n�rings-driften her p� disse kanter, at de egentlige b�nder mere udelukkende holdt sig til sit jordbrug og da andre m�nd som rette s�-b�nder valgte fiskeriet som sin dont og n�ring, m�nd, der f�rst som tjenere hos �ldre fiskere m�tte have f�et l�rdommen og �velsen og siden som l�skarle eller frie, men ugifte folk kunde have v�ret heldige p� havet og samlet sig nogen formue.

Denne tanke har jeg allerede fremsat p� det f�rste blad af denne afhandling; men den faldt mig f�rst ind, medens jeg var i Hellerviken og betragtede stedets usseldom og beboernes tunge k�r. (se note 107)

Noter:

60. Det er almindelig gammel regning at v�rds�tte kosten for en karl i fisketiden til 5 spd.; efter denne regning pleiede b�nderne tinge sig rors karle; eftersom disse skulde have kosten hos b�nderne eller holde sig selv, blev det bel�b trukket fra eller lagt til rorsl�nnen.

Til sammenligning hids�tter jeg ellers f�lgende opgave af en af pr�stegjeldets dygtigste b�nder: 2 voger bygmel til kake og lefse, i bagt stand, 80 sk., 1 vog blandingsmel til supe og gr�d 108 sk., 1 vog havremel til fladbr�d (beh�ves egentlig ikke s� meget) 87 sk., 12 merker sm�r 1 spd., 8 merker kj�d, 24 sk., 1 kande br�ndevin (1 dram hver morgen) 54 sk., 6 kander melk 12 sk., 1 vog poteter 24 sk., 1 p�gl sirup 6 sk., tilsammen 4 spd. 26 sk. Dette var dog for en rorskarl i husbondens kost. En anden bonde n�vnte: 1 vog bygmel til gr�d og kake, 1 vog havremel til fladbr�d, 1/2 skjeppe rug til kake, 16 merker sm�r (mange kun 8, men da lidt flesk istedet), 10 merker kj�d, 2 vog potetes, 2 kander br�ndevin, nogle kander melk, tilsammen v�rdsat for 5 spd 78 sk. Alle 3 opgaver dreie sig alts� om 5 spd., og overensstemmelsen i spiseseddelen er kjendelig. Senere talte jeg i fastlandsbygderne med adskillige karle, som havde v�ret rorskarle; en havde s�ledes roet fiske i sidste vinter for 15 spd. p� egen kost og logeret p� Vigren. Han tog med hjemmefra: fladbr�d af 2 voger havremel, kaker af 1/2 vog bygmel, 1 vog kogemel, 12 merker sm�r, 8 merker kj�d, 8 merker flesk, 1/2 anker melk, 4 kander syre; br�ndevin forsynede han sig ikke med, thi det skulde han f� hos styremanden. Han var borte i 9 uger, og kosten strakte netop til.

61. En bonde kunde erindre, at det mindste tal et enkelt �r havde v�ret 14 dage og det st�rste 28 dage, og flere folk menede, at i gjennemsnit kunde der ikke regnes p� mer end 1/3 af de 48 dage eller 16 fiske-dage.

62. Almuesfolk fra de n�re fjorddistrikter komme ud og kj�be sm� b�dsladninger af fiske-hoveder, og prisen pleier v�re 16 til 20 sk. for 100. Skj�nt de ofte m� tages sure og ildelugtende af dungen, bruges de dog af kj�berne til menneskef�de.

72. I Ivar Aasens Ordbog skrives ordet: Kvambelsmann, og efter forklaringen skulde det v�re det samme, som om vi vilde sige: kvinde-beiler-mand.

73. Ved n�rmere overveielse finder jeg det dog troligt, at jeg har opfattet dette sidste urigtigt. Ved talen herom blev det dog sagt mig, at de ved omtals-�llet aftalte vilk�r vare vidnefaste, s� de kunde st� for retten. - Til belysning af forholdet skal jeg tilf�ie nogle forklaringer, som en gammel og forfaren bonde i �rskougs pr�stegjeld gav mig med exempler fra sit eget hus. Han havde havt 3 b�rn, alle d�ttre, og alle bleve gifte. Den �ldste datter havde han ikke kostet brylluppet for; thi hun skulde have faderens g�rd, og skikken er den, at brylluppet i s�dant tilf�lde bekostes af brudgommens for�ldre; de to andre havde han derimod holdt bryllup for. Den ene af disse blev gift til en g�rd, brudgommens fadersg�rd, og d�de barnl�s, s� der blev sp�rgsm�l om, at hendes fader skulde arve. �Men jeg vilde ikke g� i arv med min egen svigers�n anderledes, end at jeg fordrede tilbage brylluppet (d.e. bryllups-bekostningen) og nogle kj�r og sengkl�der, som datter min havde f�et med sig hjemmefra.� Og i denne anledning opgav han hine bryllups-udgifter til 80 spdr., og han var sikker om, at det ikke var for meget. Efter den best�ende lov skulde boet betragtes som f�lles for mand og kone og deles ligt, s� sl�gtningerne p� konens side (faderen) skulde have f�et halvdelen; men han fulgte ikke loven, men bygde-skikken, og denne synes igjen at v�re fortsettelse af den lov, som bestod i oldtiden, ja i hedenskabets tid: i den tid havde d�ttrene igjen arve-ret; men f�drene pleiede fors�rge dem ved gifterm�l og det ved at bestemme for dem en medgift eller hjemmegave, jo st�rre des bedre, for at en s� meget rigere beiler skulde indlade sig p� partiet; beileren m�tte love en vis tilgave imod, og aftalen herom mellem faderen og beileren (kaup, handel) gik forud for ethvert f�ster-�l eller omtals-�l og bryllup. Med hjemmegaven og tilgaven blev der nu forholdt s�ledes, at de dannede en s�rskilt del af boet; dersom manden uden lovlig sag skilte sig ved sin hustru, s� havde hun ret til begge dele; omvendt forbr�d hun sin ret tilbage til arvingerne p� hendes side. - I overensstemmelse med denne gamle lovbestemte brug synes det at v�re, at faderen endnu giver datteren en hjemmegave i form av bryllups-utstyr, og at han i tilf�lde af arv indskr�nker sig til at kr�ve sit derved gjorte udl�g tilbage. Muligt ogs�, at skikken med hine s�lvdalere som friergave til bruden er en forts�ttelse af den oprindelige brug med tilgave, fra beilerens side.

74. I de 11 �r 1846-56 �gteviedes i hovedsognet tilsammen 110 par, og fordelingen p� m�nederne var s�dan:

���� Januar .......� 7��������� Juli ........ 33

���� Februar ......� 6��������� August ......� -

���� Marts ........� -��������� September ...� 3

���� April ........� -��������� Oktober .....� 7

���� Mai ..........� 7 ���������November ....� 3

���� Juni ......... 43��������� December ....� 1

Fordelingen m� v�re s�, sagde man; thi v�rfisket varer n�sten til sommer-m�ls-tid; s� er det v�ronn, 2-3 uger, s� torvskj�ring, 2-3 uger, derefter mere ledigt til 4 uger efter St.-Hans, s� sl�t og skurd i et, derefter torvkj�ring og slag i slag tr�sking, maling, baging og brygging til jul, og julen varer her like til kyndelsmesse. Men tjenestefolk og andre sm�folk, som i det hele have ondt for at indrette sig p� s�dvanlig bygde-skik, holde stundom sine tarvelige bryllupper til andre tider end juni og juli. - Frieriet eller omtals-�llet holdes i julen rimeligvis af den grund, at da ere jo familierne alligevel forsynede med det �l og andet, som skal til.

75. S� udtrykte en bonde sig, som beskrev mig anstalterne til hans egen datters bryllup.

76. Af disse gav dog brudens fader 100 spd. Brudens moder gav naturligvis sengkl�der, 6 s�t �ta kor� eller nogle af hvert slag, nemlig 4 s�kaldte �senger,� d.e. dyner, og 2 ryer, samt 6 lagen (2 af bomuld og 4 af strie), dertil�hyend� og �kvitler�. En rye (et p� en h�ist besynderlig m�de v�vet sengeteppe) er et m�gtigt stykke, v�gtig 2 bismerpund og v�rd s� meget som 2 bismerpund uld. Alle forsynlige m�dre have s�danne sengkl�der h�ngende til deres d�ttres udstyr.

77. Den mindste �rs-udgift af dette slags havde v�ret for ham 7 spd., oftest var det omkring 10 spd., men et �r endog 25 spd., men nu m� en mand i velstands k�r betale hos uskyldte folk for sig alene 2 1/2, men for sig og kone 3 spd., at sige, hvis det ikke er hos en af naboerne p� samme g�rd; thi i dette fald er betalingen 3 1/2 og 4 spd. I bryllup hos sl�gtninger m� der naturligvis gives mere. F�lger der b�rn med, s� m� der selvf�lgelig gives mere for hele familien end for mand og kone alene. En tjenestegut giver nu i sk�lpenger 6 sk., en tjenestepige mindre. - Uanseet sk�lpengene bringe ogs� konerne tildels �f�ring� eller gaver af madvarer med; men disse gaver ere dog her temmelig ubetydelige i sammenligning med, hvad der har v�ret skik p� �stlandet.

78. Jeg h�rte ogs� adskillige folk yttre, uvillie over den gamle skik - dog gjerne med det till�g, at nu, da br�ndevinet var blevet s� dyrt, var der s� lidet at tjene med sk�l-bryllupperne.

79. Etsteds i S�ndm�re h�rte jeg s�dan historie: En gut t�nkte sig at blive bygselmand p� en vakker g�rd og beh�vede dertil en sum penge (til bygsel) og en kone (til husholderske); men begge dele kunde jo f�es i et sk�l-bryllup. S� friede han til en pige, men med det forord, at hendes fader skulde koste almindeligt bryllup for hende. �Mener du han er god til det?� �Jeg lyt sp�rge,� svarede pigen. - Se, en slig historie er fast ut�nkelig i bygder, hvor alle eller s� godt som alle g�rde ere selveiendom. - Hvad, det ang�r, at jeg fremstillede skikken med sk�l-penge som et eget l�ne-system for nygifte folk og begyndende jordbrugere, et gammeldags l�ne-system, istedetfor hvilket man andensteds, hvor jorden s�dvanlig er selv-eiendom, optager l�n i banken, s� skal jeg anf�re, at if�lge en del oplysninger, som i 1855 vare indsamlede for et p�t�nkt andragende om oprettelse i Aalesund af en filial-afdeling af Norges Bank, lod det virkelig til, at der i S�ndm�res fogderi var optaget l�n i banken til et forholdsm�ssigt langt mindre bel�b end i Romsdals og Nordm�res fogderier. Men i disse sidste distrikter ere g�rdene mere selveiendom, og her have almuerne ikke sat sig s� meget i sk�lpenge-gj�ld.

80. I en ministerialbog fandt jeg en gut p� 21 1/2 �r gift med en enke p� 62 �r. Siden traf jeg ham selv og talte uforbeholdent med ham derom. Men det lod ikke til, at han kunde forst� min forundring og uvillie. P� flere steder i S�ndm�re bes�gte jeg adskillige s�danne familier, og disse bes�g h�re til mine ubehageligste erindringer fra denne egn.

81. Det blev ogs� sagt til mig, at om s�danne folk have sit hjem for langt borte, s� de ikke kunne f� holdt noget �frieri� hos for�ldrene, s� bruge de dog tildels der, hvor de ere, at tilkalde et par m�nd som vidner p� deres aftalte forlovelse, og dette fremdeles helst i juletiden, som nu engang p� en m�de er bestemt for dette slags forhandlinger.

82. Denne forklaring stemmer ogs� ganske vel med f�lgende ved sognepr�stens hj�lp foretagne t�lling over de �gteviede par i Harham i 1855 og 1856:

Af brudgommene vare:

�� 1, indf�dte,

����� a, bosatte her .............. 24

����� b, strax udflyttede ......... 3����� 27

�� 2, fremmede

����� a, bosatte her ..............� 4

����� b, strax udflyttede ......... 12����� 16

Af de 4 fremmede brudgomme, som bleve bosatte her, var det s� med de 3, om ikke med den 4de ogs�, at de kom til at �gte enker med g�rds- eller plads-brug,

83. Det v�re mig tilladt at fort�lle et af de vistnok sjeldent gl�delige exempler. Jeg h�rte historien af manden selv. F�dt af fattige for�ldre var han tidlig kommen ud blandt fremmede og tjente tilsidst i 14 �r p� Vigren. I de 6 sidste tjener�r havde han lut i v�r-fisket og var heldig; jeg forstod ham s�, at han havde 230 spd. i behold, da han sluttede. P� Vigren var han bleven forlovet med en pige, som ogs� var fra indlandet, men tjente derude, De forlode tjenesten samme v�r, og hendes fader, som var g�rdmand, bekostede brylluppet. Dette var p� 3 t�nder malt �med tilbeh�r� (1 td. br�ndevin, 1 anker aquavit, for hver maltt�nde 1 vog sm�r og 300 (meget sm�) lever fladbr�d o.s.v.). Svigerfaderen beregnede brylluppet til 80 spd. efter priserne i det �r (1853) og gav desuden i sk�len 100 spd. samt 2 kj�r, 10 sauder og 4 opredte senge; af gj�sterne, omtrent 100 i tallet, blev der givet 130 spd. Brudgommens fader var med og gav 2 daler af sin fattigdom. Siden kj�bte den unge mand en anseelig g�rd (skyld: 1 dal. 100 sk., pris: 280 spd. foruden f�der�d til 2 personer: g�rden f�der 1 hest, 7-8 �beist� og 10-12 sauder, og dens avl er 30-40 tdr. korn). Desuden er manden og en svoger af ham f�lles om at holde en b�d ude i v�rfisket.

84. Ordret efter virkeligheden, if�lge min hjemmelsmands forsikring.

85. I de nys n�vnte Vatne og Skoue sogne var forholdet i �rene 1838 til 1840 s�ledes:

���� Efter 2 dages forl�b ...........� 9 personer

������ -�� 3��� - � -���� ........... 62��� -

������ -�� 4��� - � -���� ........... 33��� -

������ -�� 5��� - � -���� ........... 11��� -

������ -�� 6��� - � -���� ...........� 5��� -

������ -�� 7��� - � -���� ...........� 3��� -

������ -�� 8� eller flere ...........� 3��� -�������

������������������������� Til sammen 126 personer

Sammenligner man tal-r�kken for de to tidsrum, finder man, at i �rene 1853-1855 var der heller noget flere personer, i forhold til det hele antal, som bleve begravet med lidt l�ngere mellemrum efter d�den. Det kan da formodes, at folkets egen f�lelse begynder at mods�tte sig dette lidet s�mmelige hastv�rk. Og som i disse sogne, s�ledes vel ogs� i Harham.

86. I flere sogner l�nger inde i S�ndm�re er dog r�gstuen den almindelige bygningsform endnu, og det kunde da se ud, som om folket ude p� �erne ved at aflegge den gammeldags bygnings-skik havde gjort mere fremskridt i nyere kultur o.s.v. Men det m� erindres, at p� Harham bruges torv til br�nde, og at dette m�tte medf�re meget ul�mpe i en r�gstue, s� forandringen af den grund snarere m�tte fremkomme �nskelig.

87. Da der fremdeles mest bruges bil�gger-ovne, er der tildels to skorstene i kj�kkenet, en p� hver side, for ovnene til de to stuer.

88. P� Vigren er natte-skikken med fladseng tildels afskaffet i den senere tid. De unge kaldes da ned fra loftet til morgenandagten, og enten foreg�r s� trakteringen nede i stuen, eller husfader og husmoder kunne v�re s� snilde at b�re den op p� loftet, efterat de unge allerede have lagt sig igjen; thi det skal v�re s� hyggeligt at f� traktering p� sengen.

89. Lag betyder ganske almindeligt en samling af folk, som i et eller andet �iemed have forenet sig eller �lagt lag sammen�, f.ex. b�d-lag. S�rskilt begner det en samling af deltagere i et gilde og dern�st selve gildet, f.ex. bryllups-lag, dandse-lag. B�de lag og gj�stebud ere gilder; men til det f�rste have deltagerne selv p� en m�de forenet sig, s�ledes at hver enkelt yder sit bidrag (f.ex. bryllups-gj�sternes sk�lpenge og gaver af madvarer), og til det andet har v�rten indbudt gj�sterne ganske frit.

90. Ovenfor fortalte jeg, at p� en af Harhams g�rde, R�nstad, fik to b�nder, som hver kun havde en halv g�rd, slippe med et f�lles lag, alts� et halvt lag hver, medens de to andre b�nder m�tte holde hver sit lag. Den skik kommer jeg ogs� til at fort�lle et exempel p� i et f�lgende kapitel. Man kan m�ske heri se en till�mpning af denne bestemmelse i den forn�vnte gamle lov, at om en mand havde g�rd p� mindre end 6 kj�r eller 6 solds s�d, s� skulde det st� ham frit for, om han vildeltage i samburds-�llet eller ei.

91. V�ku, vaka, er egentlig navnet p� den hellige nat f�r visse store festdage, som if�lge de gamle kirkelove skulde helligholdes med v�gen; jeg tror, at Helligtrekongersdag h�rte til disse store fest-dage, og kagge-�llet holdes gjerne ved denne nu udlagte festdag.

92. Om grav�l talte jeg i slutningen af forrige kapitel. Barns�l eller barned�bs-gilder forh�rte jeg mig ikke om; men i en bygd i nabo-egnen Romsdalen lagde jeg m�rke til, at for�ldrene i al simpelhed traktere fadderne med nogle kaker og dramme i et av husene ved kirke-stedet, hvorfra hver reiser hjem til sit.

93. Til pr�ve skal jeg anf�re, hvad jeg optegnede under en fortrolig aften-samtale med 4 b�nder inde i S�kelven. Den �ldste af dem kunde mindes den tid, da det endnu ikke var tilladt at br�nde br�ndevin: enkelte kj�bte da en potte til julen, andre slet intet. Da s� br�ndingen var bleven tilladt og almindelig indf�rt, br�ndtes s� at sige p� hver g�rd til julen, ofte ogs� 2-3 gange siden; mange b�nder, s�ledes en af hine 4, brugte at br�nde en t�nde for �ret. Meget af dette solgtes til handelsm�nd og andre, for 28, 24, indtil 22 sk. kanden (1 kande er 3 potter). Blandt kj�berne vare gjerne bygdens tjenestegutter: den tid holdtes �uppsitter-lag�, om fredags-aftenerne udover h�sten til jul, da ungdommen samledes skiftevis p� g�rdene, pigerne for at spinde og sy, gutterne for at skj�re tr�-skeer eller spille kort - og de spillede gjerne om br�ndevin. - Der blev i det hele drukket meget i disse �r. Alligevel blev det ikke skik at have br�ndevin med til kirken uden ved bryllupper, og selv da skj�nkedes der ikke ved selve kirken uden til de enkelte, som der bleve budne til bryllups. Berusede bryllupsgj�ster fulgte ikke med til kirken, eller de lagde sig igjen p� veien. - Da br�ndevins-br�ndingen igjen blev forbudt, oph�rte den strax; idetmindste kom ingen her i sognet i uleilighed for smug-br�nden. Nu for tiden, blev det sagt, var det almindelige, at en bonde kj�bte 1 eller 11/2 kande til jul. P� personlig tilsp�rgsel til hver af de 4 b�nder viste det sig dog, at de alle til sidste jul havde kj�bt noget mere, nemlig 2 kander, undtagen en, som havde 2 kander p� en p�gl n�r. Siden i �ret til nu i november m�ned havde de intet kj�bt. Og mange husm�nd kj�be intet julebr�ndevin. Men b�nderne m� have for at skj�nke til husfolket juleaften og julemorgen som i Harham, til naboerne ved sammenkomsterne p� julehelligdagene samt til julegj�ster, som komme langveis fra (en velkomst og en morgendram). Da jeg yttrede min beklagelse over, at der skal sees s� mange berusede b�nder i Aalesund, blev der svaret, at hver bonde her pleier v�re i byen 2-3 gange for �ret, men at mange b�delag vare inde uden at kj�be en p�gl - nu, da br�ndevinet er blevet s� dyrt. S�l�nge som folk kan mindes, har det v�ret aldeles almindelig, at barselkoner f� opvarmet rom, og den brug st�r endnu.

94. Senerehen, i en af nabo-bygderne, h�rte jeg en bondekone fort�lle f�lgende tr�k af den harhamske husholdning, som hun selv havde erfaret ved et bes�g p� en af �erne: N�r man har f�et fersk fisk til hus og agter at koge den som fersk for at s�tte for fremmede eller som gj�stebuds-mad, lader man den f�rst ligge en dags tid, for at den skal blive kasen eller noget anl�ben man synes, den er bedst da.

95. Med denne betragtning stemmer dette, at inde i fjorddistrikterne, hvor kostholdet er bedre (mere kj�d, melk og ost), drikkes mindre br�ndevin end ude p� �erne, noget, som allerede Str�m bem�rker (anf�rte v�rk, 1ste del, side 550), fremdeles dette, at p� �erne bruges en svare m�ngde skr�tobak (og det ikke rulle-tobak, men selve bladene, som kunne f�es st�rkere), en brug, som nok heller ikke er s� stor inde i fjord-distrikterne (se ogs� herom Str�m, samme sted, side 551, hvor det hedder, at fjordefolket mest bruger tobak til snus, men �boerne til at tygge og r�ge).

105. Skj�nt jeg, som s�dvanlig, p� stedet nedskrev, hvad jeg h�rte, m� jeg dog t�nke mig, at jeg m�ske opfattede en eller anden enkelthed mindre n�iagtigt. Ved denne leilighed faldt det mig heller ikke ind, at jeg skulde komme til at gj�re s�dan brug af mine optegnelser, som jeg nu vover.

106. I egne som Gudbrandsdalen m� man idelig h�re klage over, at det mindker med skoven, s� det bliver s� ondt for br�nde; her i Harham h�rte jeg den samme klage med hensyn til torv-myrene. I fortiden har der v�ret rig skov p� disse �er; det sees endnu p� stubberne, som st� igjen, og som, efter b�ndernes sigende, stundom b�re m�rke efter �xen, som f�ldede tr�erne; nu er dog ikke alene skoven ganske og aldeles forsvunden, men mange torvmyre ere ogs� udt�mte, s� torven m� hentes l�ngere og l�ngere borte. S�ledes m� opsidderne p� g�rden Flem nu skj�re sin torv oppe p� det h�ie fjeld Skulen, og derfra m� de med sine sl�pe-sl�der kj�re den i 4 vendinger: f�rst opad bakke til �s-brunen, s� halvveis nedover, derefter ned p� fladen, endelig til g�rds. Til hvert hus beh�ves, sagde man, omtrent 60 s�danne l�s. Opsidderne have oparbeidet en vei p� det v�rste stykke; men den vil ikke holde stand, s�som der er for brat; de t�nkte derfor p� en ny vei og stilede en formelig anmodning til mig om, at jeg skulde henvende mig til �Vei-departementet� om hj�lp for dem til dette arbeide. Dette kunde jeg dog ikke love; men jeg benyttede senerehen leiligheden til at henlede amtmandens opm�rksomhed p� sagen. - Der t�r v�re ligedan torv-mangel p� andre steder i amtet, og ondet vil vel voxe jevnt, s�som almuerne nok ikke have tanke om at behandle myrene s�ledes, at de kunne voxe til igjen.

107. Med hensyn til hin arbeids-deling mellem land-b�nder og s�-b�nder kan jeg endelig anf�re, hvad en meget forstandig og agtet Harhams-bonde, medhj�lper Karl Langva, yttrede for mig: �Nu har jeg, sagde han, drevet v�r-fisket siden 1817; men jeg mener, at det havde v�ret alt s� godt, om jeg havde sluttet med fiske og drevet mere med jorden; ikke skulde tjenerholdet v�ret s� stort da, og endda skulde jeg havt g�rden i anderledes god stand end nu.�

�

---

HOME � OLD COOKBOOKS - ABOUT...

Last update17 FEB 2009. Copyright � Henry Notaker 2000