Henry Notakers Norsk Matkultur
Gustava Kielland:
Erindringer fra mit Liv.
Kristiania 1882.
Selskabeligheden var ikke stor paa Finnø; den bestod i, at vi en Gang om Aaret bleve budne til Nabogaarden Hæsby, hvor den gamle Medhjælper Eyvind Rsmussens kone, Gunhild, trakterede os med Kjødsuppe med Kjød i, Ludefisk og Levse og Gumme. Om Eftermiddagen fik vi ogsaa Kaffe, en Drik, der dengang var saa sjelden paa Finnø, at den kun brugtes i Brylluper, og der kun serveredes for Brudefolkene og de nærmeste Følgesfolk, hvoraf ”Præstekaanaa” altid var den ene, naar Præstens vare bedne til Bryllupet. Hos Landhandler og Gjæstgiver Thor Judeberg var vi ogsaa engang om Aaret (...) Der levede vi flot med Steg, Vinsuppe og Sukkerbrød, fik ogsaa Kavringer til Kaffen om Eftermiddagen.
(...)
Om Bryllupsskikkene paa Finnø kunne I maaske have Lyst til at høre noget, Børnene mine, derfor bvil jeg fortælle lidt om dem. (...)
Naar man kom til Bryllupsgaarden, blev man i Gadedøren modtagen af Kjøgemesteren med en ”Skjenk”, d.v.s. et Glas Brændevin og en Kringle, naar man var kommen ind i Brudestuen og havde hilst paa Brudefolkene, deres Slægtninge og de tilstedeværende Gjæster, bleve vi satte til bords; dette var en let Sag for Kjøgemesteren med Gabriel og mig, der vare selbvskrevne til at sidde nærmest Brudefolkene, men de øvrige Gjæster havde han usigelig Møie med at faa placerede; der var den stiveste Rangforordning. Han maatte paa det nøieste iagttage, at enhver præsis kom paa den Plads, der efter Rangforordningen tilkom ham; dette var ikke altid saa greit for Kjøgemesteren.
Det værste ved Sagen var, at Gjæsterne vare besatte af en Slags Beskedenheds Dæmon, der gjorde, at de fleste ikke vilde sætte sig der, hvor Kjøgemesteren anviste dem Plads, men absolut sidde langt nedenfor, og deraf opstod da en Ordstrid og en Kamp, der var yderst komisk at se paa, men yderst tidsspildende. Naar man da endelig havde sat sig til Ro omkring Bordet, bankede Kjøgemesteren med Knivskaftet i en af Loftsbjælkerne, alle foldede Hænderne og han fremsagde en Bordbøn, og derpaa fløi alle Skeer i Madfadet. Dette var fyldt med en Ret, der kaldtes Koldskaal, uagtet den bestod af kogende hed Melk blandet med lidt Øl, hvori der flød store og smaa Hvedeboller, Stumper og Stykker af Sukkerkringler og Aniskringler og andre saadanne opløselige Madvarer. Store Fade med tykke, solide Smørrebrødstykker vel forsynede med Smør, Ost og Rullepølse, de saakaldte ”Stompskiver”, vandrede rundt om Bordet ledsagede af vægtige Sølvkander, smukt udskaarne Trækander og store malede Ølboller med humoristiske Inskriptioner, alle fyldte med Øl. Naar man havde spist, bankede Kjøgemesteren atter med sin Kniv i Loftsbjælken og spurgte: ”Ha Folkje naa faat nok a Guds Gave, saa ville mæ takka Vorherre”. Derpaa læste han atter en Bøn, og alle reiste sig fra Bordet med et tydeligt ”Tak for Maden”.
En liden Stund efter skulde man da ride til Kirke (...)
Tilbagereisen fra Kirken foregik i samme Orden som Henreisen; i Bryllupsgaarden modtoges man af Kjøgemesteren med en ”Skjenk”, og derpaa satte man sig tilbords; dette skede med langt mindre Opstuds end forrige Gang. Enhver fandt sig i at sætte sig paa den Plads, han havde havt om Morgenen. De lange Borde vare bedækkede med rene Duge, derpaa stod langsefter Bordet mange Pyramider af ”Levse” og tilsvarende ”Gumme”, store, udkrotede Smørstykker og Ruer med Tyndbrød. Derimellem stod mange dybe Tinfade med rygende Faarekjødsuppe med Kjødet i og mange stenhaarde, men temmelig velsmagende Boller. Saa bankede Kjøgemesteren atter i Loftet og læste Bordbønnen og sagde derpaa: ”Sjaa naa te Godtfolk, at dokke kan faa litte vette aa leve taa af de Slaje, mæ ha te bjoda”. Og saa fór man løs paa de dybe Fade, fire og fire om hvert; hver havde sin Tintallerken, paa hvilken han lagde det Kjød, han fiskede op af fadet. ”Brikketauserne” (de Piger der vartede op), kom idelig og idelig ind med store Boller koghed Suppe, som de fyldte i Fadene efterhvert, som der minkede i dem, og Kjøgemesteren passede vel paa, at Ølkanderne gik flittig om og aldrig manglede Indhold.
Naar Suppen var spist, bød Kjøgemesteren hver Gjæst en ”Skjenk”, og saa kom Maaltidets fineste Ret ind; der var saa lidet af den, at blot ”Brufolkje”, Præstfolkje og de nærmeste Slægtninge kunde faa lidt hver, den kaldtes ”Laangemoster” og var lavet af de til Brylluppet slagtede Faars Hovedkjød, Tunger, Hjerter og Lunger, der bleve kogte, finhakkede og opstuvede i Smør med lidt Pølser og Karve. Naar denne lille Ret var spist, kom ”Brikketauserne” ind med ”Ludafisjen”. Denne var i Almindelighed meget godt tilstelt, og til denne rygende Ret spiste man Tyndbrød og Smør. Var man saa færdig hermed, tog man fat på Levse og Gumme, og dette smagte virkelig godt; de fine, tynde, vellavede Levser vare saa tykt bestrøgne med nykjernet Smør, at man i Almindelighed spiste Tyndbrød til dem. Naar nu alle havde spist, derpaa smaasnakket en Stund, idet Ølkanderne idelig gik rundt og saa atter faaet Skjenk af Kjøgemesteren, bankede han atter med Knivskaftet og sagde: ”Har dokke naa adle te samas og kvær før sæg faat saa møe af desse Guds Gaaver, som kvær kan ønskja, de maatte vel bekomme dokke, og saa ville mæ takke Gud”. Derpaa bad han atter en Bøn eller sang et passende Vers, og saa reiste alle sig fra Bordet og adspredte sig rundt i Huset og paa Marken. En Stund efter fik, som jeg forhen har omtalt, den fornemste Minoritet af Selskabet Kaffe. Bryllupsgjæsterne morede sig nu saa godt, de kunde.
(...)
Imidlertid havde ”Brikketauserne” travlt med at ordne Bordene til Aftensmaaltidet, Levse, Gumme, Smør og Brød blev atter sat paa, ”Reikaana” (Kokkekonen) opøste i mange dybe Tinfade den Risengrynsgrød, som hun den hele Eftermiddag i sit Ansigtes Sved havde staaet og uafladelig rørt i med Frygt og Bæven for, at den skulde svies i den kjæmpestore Gryde. Dette skede dog vist yderst sjelden. Naar Fadene vare fulde, blev de bestrøede med Kanel og Sukker, i Midten nedtrykkedes en vældig Smørklat, og saa meldte man Bruden, at ”Bruragrauten” var færdig. Hun gik da ud i Kjøkkenet fulgt af Spillemændene og 6-8 Brikketauser og tog et fad Grød, Brikketauserne tog hver sit, hvorpaa Spillemændene gik foran og spillede, Bruden dernæst og saa Brikketauserne én for én med hver sit Grødfad; Spillemændene standsede ved den øverste Ende, hvor Bruden satte sit Fad, derpaa bukkede de begge og gik. Brikketauserne havde imidlertid besat Bordet med deres Fade.
Saa læstes igjen Bordbønnen, hver greb tappert sin Ske (somme af disse vare pent udskaarne i Træ), og angreb med god Villie de rygende Grødfade; derpaa fik man Levse, Gumme og Stompeskiver; var det rigtig fint, ogsaa et Stykke Søsterkage; Øllet vandrede flittig rundt Bordet i Kander og Boller, og hver, som vilde det, kunde faa en Skjenk. Dermed var Maaltidet endt, Kjøgemesteren læste Bordbønnen, og saa stod man fra Bordet og gik, hvorhen man vilde; de Ældre for det meste til sengs i Bryllupshuset og Nabogaardene, de Unge ranglede vel oppe endnu en god Stund. Naar Gabriel og jeg var i Brylluppet, red vi hjem, naar vi havde spist Bruragrauten; Gjæsterne bleve ellers i Bryllupsgaarden i 3-4 Dage; der gik nok saa ordentlig til ved saadanne leiligheder, der sparedes ikke paa Øl, og der gaves en hel Del mandfolk, der kunde faa en liden Perial, men man hørte aldrig, at der var Trætte, Uvenskab, Slagsmaal eller anden Uorden.
HOME – OLD COOKBOOKS - ABOUT
Last
update16 SEPT 2009