Henry Notaker's Norsk Matkultur
Søren Christian Sommerfelt:
Physisk-Oeconomisk Beskrivelse over Saltdalen
i Nordlandene.
Trondheim 1827.
S. C. Sommerfelt
(1794-1838), teolog og botaniker, var sogneprest i Saltdal 1818-1824. Hans
avhandling ble utgitt av Det Kgl. Norske Videnskabers
Selskab.
(...) Derimod findes nok neppe en Pande i noget Kjøkken. Den behøves ei heller; thi intet steges. (...)
Af Mad nydes nemlig kun simple Retter, men meget og godt. Der føres herinde langt bedre Kosthold end i de omliggende Egne, ja endog med det nærliggende Skierstad Sogn er der Forskjel. Hele Aaret igjennem spises 4 Gange daglig, Sundagen undtagen, og om Sommeren i det Mindste af Mange ogsaa 5, nemlig Frokost Kl. 7, Middag Kl. 11, Noon Kl. 4 og Qvelsmad Kl. 8. Den femte Gang spise de, som bruge det, strax de staae op om Morgenen. Hvad der spises foruden Melk, Smør, Ost, Kjød og Meelvarer er fornemmelig saltet Sei, som Spegefisk, og tørret Sei som Ludefisk. Frokost og Middagsmad ere bestemte. Til det Første et rundt kløvet Rugbrød med Smør og Ost; til det Andet Syresuppe (dvs. Bygmeels Velling med Syre, dvs. meget suur Valle) og saltet Sei. Ludefisk spises her kun om Vinteren – om Sommeren vrages den. Af Fiskevarer falder i det Hele her ikke saa meget5 som ude ved Havet, især naar Silden, som i den senere Tid, her omkring ganske slaaer Feil, og da fersk Fisk her er en stor Sjeldenhed endog for dem som boe ved Søen. I Øvrigt spises gjerne paa enhver Tid af Aaret, hvad den giver, uden at tænke ret meget paa den Kommende, og de ere meget slette Huusholdere. Saaledes haves ikke Kjød i noget Huus om Sommeren, og sædvanligen ikke Smør efter Kyndelsmes. Af Fedevarer kjøbes aarlig en betydelig Deel fra Lofoten og Nabosognene foruden hvad de selv producere. Den ovenmeldte Syre eller Valle, som fra Sommeren af henlægges paa Tønder for at blive fuldkommen suur, er en Hovedingredients i Nordlændingens Huusholdning, da de ikke alene spise den 1 og 2 Gange om Dagen i deres Velling, men ogsaa i Almindelighed koge deres Fisk i en Blanding deraf, samt drikke den i Vand. Der kan derfor aldrig Nogen foretage sig nok saa kort en Reise til Søes, uden at han maa have med sig sin Syredunk. Det er nu vist ogsaa en for disse Egne meget gavnlig Skik, især paa andre Steder, hvor Fiskespise udgjør Hovedbestanddelen af deres Føde, da den, som et antiputrid Middel, meget bidrager til at bevare deres Sundhed, især for Skjørbug og Radesyge. Syren gjælder dem ogsaa istedet for Salt. Foruden Rugbrød, eller som det her kaldes Stumpbrød, til Frokost, bruges ellers blot Fladbrød, men dette særdeles tyndt, bagt af 2 Dele Bygmeel og 1 Deel Rugmeel – en betydelig Forskjel mod det, som bruges i de fleste andre, endog kornrigste, Egne af Landet. Til Høitiderne, Bryllupper og til at beværte Gjester, som sættes Priis paa, bages Kamkager og Klininger. De første ere haard Rugbrøddeig, som udbages til en Tallerkens Størrelse og ¼ Tommes Tykkelse, krines dvs. rifles med en Trætrindse i Ruder, og steges langsomt i en Bagerovn. Kliningerne ere almindeligt Fladbrød stegt blot til Lefse, som derpaa overstryges paa den ene Side med en Røre af Raamelk og Meel, saa de paa den Side blive glatte, hvide og glindsende. Disse fugtes, naar de skulle bruges, lægges i mange bestemte Folder og besmøres mellem hver med Smør og Sirup. Dette er deres Livret, ligesom Sirup i det Hele taget er een af deres største Delikatesser. En Høitids- eller Bryllupsmad er derfor Vand- eller Melkegrød, overøst med en Blanding af Smør og Sirup.
Adskilligt spises her slet ikke, f.Ex. Hønsekjød. Flesk ikke af Alle, Kalvekjød ligesaa, kun af de Fleste saltet, og dette først efter Hungersaarene 1813 og 14. Før ansaaes det blot for Lapføde. Om Sommeren slagte de aldrig noget Kreatur; end ikke i de største Bryllupper haves da nogen Kjødmad. De foregive, at de ansee det for Synd at slagte Dyret i dets glædeligste Tid; men uden Tvivl ligger eller i det Mindste har lagt nogen anden O vertroe til Grund herfor.
Deres almindeligste Drikke er Vand eller stundom Blande, dvs. Vand med Syre eller suur Melk, Øl, og det maadeligt, bruges kun Julen og ved Bryllupper, men det kjere Brændeviin hele Aret igjennem. De fleste drikke i det Mindste sit Morgenbrændeviin, dvs. en Dram fastende før Frokosten, men ikke Alle desværre lade det blive derved. (...) At tale om, at det end i smaae Portioner skulde være dem skadeligt, er naturligviis at spilde sin Tale; thi den modsatte Mening have de indsuget med Modermelken. Muligt var det, at det Noget kunde indskrænkes, naar de kunde faae ret Smag paa noget Andet mindre skadeligt i dets Sted, og i saa Henseende anseer jeg det gavnligt at Kaffedrikken i den senere Tid meget er kommet i Brug. Egentlig Thee bruges aldrig. Derimod er det meget almindeligt at drikke til sin Frokost et dekokt af Karve, eller og stundom af Tyttebærblade med Melk.
HOME – OLD COOKBOOKS - NORSK MATKULTUR - ABOUT
Published at Notaker.com 24 MAY 2009