Henry Notakers Norsk Matkultur
Peter Holm:
Forsøg til en Beskrivelse over
Lister og Mandal Amter i Norge.
Topografisk Journal. Hefte 8-13. 1794-1795.
Peter Holm
(1733-1817), amtmann i Lister og Mandal 1780-1806, etatsråd i 1780.
I
de fleste Sogne har Bonden i nogle Aar lagt seg efter at sætte Potatos, Solarium tuberosum, og
begynder lidt efter lidt at indsee den store Fordeel, samme giver, da de ved
Forsörgere befundne til alle Ting tjenlige; de vilde især i dyre Kornaaringer
være for Landmanden Brödföde, istendenfor at de nu gribe til Barkemeel; som er
saa skadelig for Sundheden. Dog er endog denne Guds Velsignelse stedet i fin
Priis, at Bonden nödes at gjöre den i Penge. Jeg veed de der har erholdt 2 Rd.
for Tönden i Liighed med Korn. Dette viser Begjærligheden derefter, ihvor
uproportioneret Prisen end er. Prisen paa Potatos bör aldrig overstide 1 Rd.
pr. Tönde, af fölgende Aarsag: Paa det Stykke Land, hvor man avler 4 til 5
Tönder Korn, i lige villige Aaringer kan vist avles 20 Tönder Potatos; ja efter
en og andens Erfarenhed, i lige Aaringer med Tilsyn og beqvem Jord, henved 50
Fold. Dette maa unægtelig gjöre en ulige Fordeels Forandring i en Bondes
Oeconomie. (...)
Levemaaden
i Henseende til Mad og Drikke og Leje er kuns slet; de almindelige Maaltider
daglig er: 1) Aabede, strax de forlader Sengen, og Bestaaer af Fladbröd og Smör
med Knöeost eller Mysesmör, 2) Douren Klokken 8 eller 9, da de spise Gröd af
Havre eller Bygmeel kogt i Vand, ganske tyk med suur Melk til, 3) Middag
Klokken 1 eller 2, da de nyde Melkesold eller suur Melk med sönderbrudt
Fladbröd udi, om Vaaren og Sommeren i Aanerne. 4) Qvælsbid, Eftermiddagsmad
Klokken 5 eller 6, der bestaar af Smör, Bröd og Ost, og endelig 5) Aftensmad,
som bestaar af Meelgröd og Melk.
I
Gjæstebude, Brylupper og Begravelser bruges Fladbröd bagt af Rugmeel,
istendenfor Havre og Byg, og de övrige Retter i en tyk Kjödsuppe af Faare-
eller Bukkekjöd og Gomlegoe, et Slags blöd Ost tillavet af söd Melk, Sirup og
Korenter. Denne liden Mad erstattes med Overflödighed af Öl og Brændeviin, da
Drukkenskab er en almindelig Lyst, hvorfra de fleste kan sjelden vogte sig,
naar mindste Anledning gives dertil, i Besynderlighet i Vertskaber og ved
Byerejser.
De
Midler, hvorved Folket ernæres i disse Sogne, er fornemmelig Skovene, hvorfra
udförs Bjelker, Planker, Bord og anden stor og smaae Laft, der sælges til
Christiansands Borgere, desuden Smör, Ost, Knöeost, Mysselsmör, Creature, Faar
og Gedder, samt ved Klöve med deres Heste for Fjeldmændene hvad de behöve fra
Kjöbstæden. (…)
Deres Faar malkes 2 gange om Dagen;
de vide ikke at benytte sig af Mælken til Ostning, men koger den fersk til
deres Gröd. En Fejl er det naar de klippe Faarene for seent ud på Hösten.
[Ouestad
Sogn, til Aae Hovedsogn] Potetes-Avlingen
har ellers i nogle og 20 Aars Tid meget tiltaget, saa at enhver Bonde dermed er
forsynet nogenledes efter Omstændighederne, og priiser denne gode Sæd. Det er
ikke ualmindeligt at finde Bönder som aarlig avle 20 til 30 Tönder, men for
Mængden 5 til 10 Tönder.
§.
39.
Det
som endu bliver til overs af denne almindelige Beskrivelse, er at melde noget
om Almuens Tænkemaade, Skikke, Sæder, Levemaade og Bygninger. Folket i Landet
maae da indeles i Fjeldfolk og Söefolk.
Fjeldfolkene, som beboe Oplandet,
ere haarde af Natur, leve ved slet og grov Kost, som for det meste bestaar i
Melk, Ost, (Melk, Ost og Smör kalder Bonden Souvl) Havremeelsgröd og Bröd af
samme, sjælden Kjöd eller Fisk. Kjödet spises altid törret eller röget, hvortil
de drikke Vand blandet med Suurmelk. (…)
Til Brylluper ere de i Henseende til
Drikkevarer overflödige. Det bestaar i Brændevin og stærkt Öl, hvorpaa er sat
en heed Gang. Jo mere af det Slags der kan bringes tilveje, jo höjere ansees
Brylluppet; ja kan det siges til Gjæsterne, at 20 Tönder Öll er færdig, eller
at der er brygget 16 Tönder Malt, og tillavet trende Ankere Brændevin, da
ansees det stort og distigverer Bryllupsverten. Maden er maadelig og bestaar i
en Faarekjöd-Suppe, saltet eller tör Fisk, noget röget Kjöd, og den anden
Bryllupsdag endelig Gröd. Men ligesom Tillavelsen af Drikkevarer er overflödig,
saa er og Fjeldmandens Lyst dertil ikke mindre; thi naar Bryllupet er stort,
udholder de at drikke i nogle Dage. I den Tid er det en Skam at være ædrue,
ihvor mange end Gjæsterne ere i tallet. Qvindfolkene, som ere gifte, pröve vel
og de stærke Drikke, saavidt at de blive muntre; men for en ugift Pige holdes
det ikke anstændigt.
Bruden plejer og at imodtage
Brudeskjænk af Gjæsterne, da enhver Huusfader giver for sig og Familie 1 til 2
Rd. i Penge, foruden en Foræring af Smör og Ost, som enhver förer med sig; men
naar Bekostningerne ere betalte, har Brudefolkene, som oftest, intet uden Gjeld
og Forbindtlighed i Tiden at betale det igjen ved andres Brylluper. I deres
Samlinger gaaer Talen meest ud paa egne Bedrifter, om Heste- og Qvæghandel,
hvorom de ved en Potte Öll kan væve hele Natten. Det er ellers en Fjeldmands
Egenskab, at naar han er ædrue, da taler han om fine Mangler, og hvad der
trykker ham, og disse Trængsler har mange Grene, fölgelig til den Slags Tale
bliver Materie nok. Dette er ikke altid taabeligt eller ubeföjet; men jeg maae
tilstaae at have fundet slige Tanker og Talemaader iblandt Almuen, som kunde
give enhver Anledning til Eftertanke. Naar han derimod er drukken, bliver han
kjedsommelig; da mangler han intet uden Leijlighed til at udföre Hævn for
formeent Forurertelse, da er han storagtig, stærk, riig og klamrende, og kort
sagt; da duer han intet.
§.
12. [Trykkfeil for 40?]
Söefolket,
skjönt Bönder, ere i mange Ting annerledes; de ere mindre haardföre, holde sig
bedre Kost, naar det vil strække til, de har mindre Melk, og hvad deraf
tillaves, men bedre Korn og mere Fisk af Havet. (…)
Hvad Brændeviins Misbrug angaaer, da
viser Toldbögerne, hvilken stor Overflödighed deraf indföres fra Danmark og
andre Steder, ikke at mælde om det, som ufortoldet indpractiseres ved enhver
Udhavn, saa at om Brændeviinsbrænden blev tilladt Bonde og Borger, dog med
nogen Indskrænkning, kunde neppe mer Anledning gives til Fylderie; derimod
vilde det ikke lidet ophjelpe dette fattige Land ved Creaturernes Födning, uden
at Menneskene derved kunde lide noget Brödtab. Brændeviins Misbrug indskrænkes
lidet ved Pengeböder; vel mueligt, at man snarere naaede Öjemedet med nogle
Slags större eller mindre notis insamiæ for dem, som drak sig fulde, hvilket,
om jeg erindrer ret, engang var bestemt for dem, som overtraadte Brændeviins
Forordningen i Sverrige, at de til et Overhörighedstegn maatte bære en Rude paa
Armen. (…)
Her ved Söekandten, hvor næsten
enhver Lots har Brændeviin, som det eeneste, han synes at kunne styrke ham,
naar han Dag og Nat maae med Livsfare ligge paa Söen, er alt Tilsyn umueligt
for Övrigheden. Derimod var det at önske, at Almuen vilde troe, at en god Drik
Öl gjorde den samme Nytte som Forfædrene, skjönt dermed endog nu skeer Misbrug
ved at blande det med Brændeviin. Derpaa sættes en heed Gang eller den Urt
Pors, for at give Öllet Kræfter, men den bryder Hovedet, og er derhos skadelig
for Sundheden. Dette brygges dessuden af Malt som de gjör selv, og blander med
almindeligt Malt, som de kjöbe.
[Wennesland,
Övreböe og Hegeland] Levemaaden i Henseende til Mad og Brikke og Leje er kuns
slet; de almindelige Maaltider daglig er: 1) Aabede, strax de forlader Sengen,
og bestaaer af Fladbröd og Smör med Knöeost eller Mysesmör, 2) Douren Klokken 8
eller 9, da de spise Gröd af Havre eller Bygmeel kogt i Vand, ganske tyk med
suur Melk til, 3) Middag Klokken 1 eller 2, da de nyde Melkesold eller suur
Melk med sönderbrudt Fladbröd udi, om Vaaren og Sommeren i Aanerne. 4)
Qvælsbid, Eftermiddagsmad Klokken 5 eller 6, der bestaar af Smör, Bröd og Ost,
og endelig 5) Aftensmad, som bestaar af Meelgröd og Melk.
I Gjæstebude, Brylupper og
Begravelser bruges Fladbröd bagt af Rugmeel, istedenfor Havre og Byg, og de
övrige Retter i en tyk Kjödsuppe af Faare- eller Buggekjöd og Gomlegoe, et
Slagt blöd Ost tillavet af söd Melk, Sirup og Korenter. Denne liden Mad
erstattes med Overflödighet af Öl og Brændeviin, da Drukkenskab er en
almindelig Lyst, hvorfra de fleste kan sjelden vogte sig, naar mindste Anledning
gives dertil, i Besynderlighet i Vertskaber og ved Byerejser.
Det
meste, og næsten alt der faaes og avles i Præstegjeldet, er Havre; og
Blandkorn, her halreent Korn kaldet, saaes noget; men af reent Byg meget lidet
og end mindre Ruug, hvoraf Bönderne ej har uden noget lidet til Bröd i Julen.
Af Havremeel er deres Bröd, Velling og Gröd; kan de tvende sidste Spiser blive
af Blandkorn, er det paa det bedste, Öll har de sjelden uden i Julen, til
Bryllupper og i Liigfær, da de gemeenlig i förste Fald gjör selv Malt af
Blandkorn, og i de tvende sidste kjöbe hos Borgerne.
Erter, Liin og Hamp faaes her ej; men nogen Humle avles især i Herrod Sogn til eget Brug. Potater ere nu almindelige, saa at enhver har til sit Huus, og finde sig vel derved. De bruges af dem til Eftermad eller Törmad saaledes som de ere kogte; ligeledes til Ost paa Folkenes Morgenbedte, hvorved spares Smör.
HOME – OLD COOKBOOKS - NORSK MATKULTUR - ABOUT
Document published 16 FEB 2009.