Henry Notakers Norsk Matkultur

Reier Gjellebøl:

Beskrivelse over Sætersdalen Christiansands Stift.

Topografisk Journal. Hefte 26-27. 1800-1801.

 

Reier Gjellebøl bodde i Valle i SDetesdalen 1772-1782.

 

I. Beskrivelse over Sætersdalen Christiansands Stift forfattet af Rejerus Gjelleböl, Guds Ords Tjener til Valle Præstegjeld i Sætersdalen, og belönnet med en Præmie af det Kongl. Danske Landhusholdnings-Selskab i Aaret 1780.

§. 16. Besynderlig ere der 3 store Uordener ved deres Gjestebude. Den förste er den, at de altid begynde deres Gjestebude med Drikken, förend de komme til Kirken. (...) Den anden Uorden i deres Gjestebude er den, at de næsten intet spise, uden noget Fladbröd med Smör og Ost paa, som de kalde Kling; ja aldrig have nogen Slags varm Mad, undtagen undertiden en Ertesuppe med noget röget og saltet Kjöd i, som de fleste Tider er ilde tillavet *). Kort: Deres Spisen varer sjelden mere end 5 Minuter, da Maden tages af Bordet, og deres Ölskaaler fremkomme i Mængde **). Heraf flyder, at de med saa tomme Maver lidet kan taale af stærk Drik, men det stærke Öl, hvorpaa de have kommet en haard og heed Gang, strax gaaer dem i Hovedet. Den 3die Uorden i deres Gjestebuder er denne, at de have alt for megen stærk Drik; thi den, som bliver kaldet Formuende iblandt dem, brygger gemeenlig til et Bryllup 8 à 10 Tönder stærk Öl, og kjöber dertil ½ Anker Fransk og et heelt Anker Dansk Brændevin.

*) Deres Mad spise de aldrig med Skeer (naar jeg untager deres Gröd), men de bringe samme til Munden med et Stykke Bröd, som de kalde at duve. Knive og Gafler seer man heller ikke hos dem, men de tage alting med Fingrene, og i det höjeste behjelpe sig til visse Tind med en Tællekniv.

**) Deres Drikkekar og alle andre kar ere af Træ, og man finder intet Kar hos Dem af anden Slags Materie, uden det kan være en formuende Mand, som kan være forsynet med et lille Sölvstöb, for at kunne distingvere seg fra andre.

§. 17.  Til deres Gjestebuder kan man og regne Jule-Höjtiden, som foretrækkes alle andre Höjtider af dem. Til denne gjemme de det bedste, som de have, baade af Mad og Drikke hele Aaret igjennem.

§. 20. [Levemaaden] er meget sparsommelig og ækonomisk; thi de hente næsten aldrig andre Varer fra Kjöbstæderne, end som Korn, Salt, Erter og Tobak, meget mindre kjöpbe de nogen Slags Specerier; men deres Qvæg og Jord föder dem og klæder dem alene. I Henseende til deres Maaltider, da spise de 4 Gange om Dagen baade Vinter og Sommer, og det enten da arbejde lidet eller meget. Deres förste Maaltid skeer om Morgenen, saa snart de staae op, eller förend de begynde paa noget Arbejde, og bestaaer i at spise noget Fladbröd med Smör og Ost til, som de kalde Beto eller Morgenbid. Naar Klokken er 9 Slæt, spise de den saa kaldte Dure, som bestaaer af Bygmelsgröd med noget suur Melk til eller Myse, som kaldes hos dem Cabrette. Til Middag, som er hos dem Klokken 2 Slæt om Eftermiddag spise de den saa kaldte Nonsmad. Den bestaaer i Fladbröd med Smör og Ost til. Og om Aftenen, eller strax förend de lægge sig, spise de det samme igjen, som til Duren, nemlig Gröd og suur Melk. Dette er næsten dag efter Dag og Aar efter Aar deres bestandige Spise. Den meste Forandring, som skeer herudi, er denne, at de ndertiden betjene sig af lidet röget og kogt Kjöd, som de gjöre en Jævning paa af Bygmeel, hvilket de kalde Spa. I denne Spa dyppe de Bröd, som de kalde at dubve. Derimod deres allerformenste Mad, som de ikkun bruge i deres Gjestebude, samt i Julen, er hvide Erter, som de koge paa röget Kjöd med nogle Næber til, samt de saa kaldte klinede Lefser eller Kling, som er blödt Bröd med Smör besmurt. Ferskt Kjöd spise de aldrig, men alene saltet og röget. Fersk Fisk eller tör Fisk spise de liegesaa lidet, meget mindre betjene de sig af nogen Spise, som er tillavet med Specerier paa (hvilken de kalde krydet Mad) undtagen nogen kan have tjent hos Fremmede og derved lært samme. Saaledes er deres Spise hjemme i Deres Huse. Simplere er den endnu, naar de rejse enten til Kjöbstæderne eller andensteds hen, da de intet andet medtage, end fladbröd, Smör og Ost, eller i det höjeste noget röget Kjöd, som de stege ved Ilden paa en Træpind. Det Slagt, som de forsyne deres Huse med hele Aaret igjennem, er og ringe; thi en formuende Mand slagter ikkun saa mange Smaakreature, som det ere Pærsoner i hans Huus, og meget sjelden noget stort Nöd, undtagen det kunde være en gammel Ko; ja de fattige slagte intet, og altsaa intet Kjöd spise. Deres daglige Drikke er heller ikke kostbart, men bestaaer enten i Myse eller Vand.

§. 104. Fjeldböndernes Levemaade foraarsager ogsaa visselig en Trang paa Korn; thi omendskjöndt deres Agerland er for lidet i Forhold til Folkemængden, saa er der dog ingensteds at mere Korn forbruges, end som til Fjelds, i det at Beboernes meste Spise tillaves af Korn, og de næsten ej vil betjene sig i ringeste Maade af andre Spisevarer, som andensteds ere brugelige, saasom Fisk, Sild, Flesk, Gjæs, Erter, Kaal, Haveurter og saa fremdeles, hvilket sandelig ikke lidet vilde spare paa Kornet og Meelet, som de til hvert Maaltid nemlig 4 Gange om Dagen hele Aaret igjennom, næsten uden Tilhjelp af anden Mad, betjene sig af ved deres Gröd-Velling og Bröd-Æden. Ja jeg troer, at den Danske Bonde, dersom han saaledes vilde holde Huus med Kornvarerne, vilde ogsaa komme til at lide Trang paa samme.

§. 105. Ved den megen Ölbrygen, som er brugelig til Fjelds ved Gjestebuder og andre Höjtider, medgaaer og en stor Qvantitet af Korn; thi omendskjöndt Fjeldbonden sjelden har Öl i sit Huus til daglig Nödtörstighed, som ej var at laste, men hans meste Drik er Vand; saa har han visse Tider altfor meget deraf, og altsaa enten vil aldeles intet have, eller og vil have det til Overflödighed.

§. 152. Fiskearterne ere meget faa paa dette Sted, og bestaae alene i Örret, Bleker og Aal.  

§. 154. Disse omtalte Fiskesorter spises aldrig færske af Bönderne, men ikkun spegede, der er, naar de ere saltede, og en Tid forvarede. Saaledes spises de af Bönderne med stor Appetit; men for Fremmede ere de paa den Maade meget ubehagelige ikke alene formedelst den uangeneme Smag, men og formedelst deres onde Lugt, da de undertiden kunne være et heelt Aar gamle. Derimod af dem. som ere udenfor Bondestanden bruges Örreten til at spises paa mange Maader, deels færsk kogt, deels stegt, deels til Fiskesuppe, som her er meget brugelig af al Slags Fisk, og deels röget, og har paa alle disse Maader ikke alene en skjön Smag; men og er af den Egenskab, at man næsten aldrig bliver ked at den, som hænder med mange andre Slags Fisk paa andre Steder.

 

 


HOMEOLD COOKBOOKS - NORSK MATKULTUR - ABOUT

Document published 16 FEB 2009.